mandag den 27. marts 2017

Boganmeldelse - Dåsemakrellen



Af: Mary Uhrenholt
Forlag: Egolibris
Sidetal: 242
Original sprog: Dansk

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Egolibris, men alle meninger er selvfølgelig mine egne!

---

Dadada dada dadada... sjing sjig sjiiiing...I er alle sammen anholdt og skal med op i mit rumskib, skreg han ivrigt med sin bedste action-tegnefilm-stemme.
Han hoppede rundt, så min svigerinde sprang op af sofaen og bad ham dæmpe sig øjeblikkeligt. 
- Hvad har du dog der, sagde min morfor og vendte sig fra lænestolen.
- Det er faster Julles lasersværd.
Jeg vendte mig hurtigt om mod Alfred og så ham stå med én af de dildoer, som Jessie havde sørget for at forsyne mig med. (Citat s. 77)

---

Julie er ikke den heldigste i verden. Faktisk er hun frygteligt klodset, og gang på gang udsætter hun sig selv for pinligheder, helt uden at gøre noget for det. Det handler blandt andet om den første menstruation, om dildoer midt i familiesammenkomsten og at have hele hånden oppe i en ko. Det lykkes også stakkels Julie at revne sine bukser på en vigtig date. Alligevel virker det som om at Lasse er interesseret i hende, og måske, måske kunne han være alt det hun nogensinde har ledt efter.

---

Jeg havde forventet at jeg ville kunne lide denne bog. Jeg elsker den slags bøger med en klodset hovedperson som kommer ud for lidt af hvert, og det skal siges at det gør stakkels Julie virkelig. Og jeg elskede det! Bogen er fantastisk og jeg læste den på nærmest ud i en køre, fordi jeg simpelthen ikke kunne stoppe med at læse, da jeg først var begyndt. Jeg elskede virkelig at læse om Julie og alle de pinlige ting som sker i hendes liv, men også om hendes selvsikre veninde, Jessie, som altid gør et forsøg på at få hende en lille smule ned med nakken. Udover at være klodset og pinlig, er Julie også en dagdrømmer, og det er ofte det som gør at hun kommer ud for mærkelige ting, og det synes jeg bare er så fedt. Hvem har ikke prøvet at forsvinde helt væk i en eller anden tanke? Det tror jeg de fleste kender til. Jeg tror også de fleste mennesker har oplevet et eller andet pinligt i løbet af deres liv, og det er bare så nemt at sætte sig i Julies sted. Hun er simpelthen bare så skøn!

Jeg er virkelig begejstret for denne bog, og selvom den måske ikke er en tyk klassiker fra oldtiden, så er den simpelthen så gennemført og bare rigtigt, rigtigt sjov! Den slags bog som vil være fantastisk at have med på stranden, en varm sommerdag. Læs den før din mor!





torsdag den 23. marts 2017

VINDEREN ER....

Så er der fundet en vinder af fødselsdagskonkurrencen her på bloggen, hvor man kunne vinde to eksemplarer af "Bridget Jones' Baby"!

Vinderen blev udtrukket tilfældigt.

Vinderen er:


Tillykke til Sophia! Og tak til alle jer som deltog i konkurrencen! Det var, som altid, pisse hyggeligt.



fredag den 17. marts 2017

Kaffekatten #8 - Sarah Engell


Kaffekatten er mig og Julie som snakker om et eller andet emne, som vi trækker fra en yndig kop (også kendt som fiskekoppen) - og så skriver vi samtalerne ned efterfølgende, så I kan læse dem. I dag handler det om Sarah Engell, og jeg kan love at det ikke bliver kedeligt.


Julie: Velkommen til Kaffekatten, vi har holdt lidt pause. Den er ikke så regelmæssig som vi ville ønske den var. Kaffekatsøndag? Der er jo ingen dag der starter med K.

Luna: Næ.

Julie: Sad du lige og gennemgik dagene oppe i hovedet?

Luna: Griner. Kaffekatkonsdag!

Julie: I dag er det Kaffekatmandag. Noir fik lov til at vælge. Jeg lagde alle sedlerne ud på gulvet, og katten valgte denne her, og der stod Sarah Engell på. Ja, hun har sit eget emne,

Luna: Så det er hende vi skal snakke om. Har du noget klogt at sige?

Julie: Vi har næsten alt hvad hun har lavet. Ikke alt, men vi har…

Luna: Vi har en god samling Sarah Engell bøger i hvert fald. De står alle sammen derovre på hylden.

Julie: Ja, der er ”21 måder at dø”, ”Hjertet er 1 organ”, ”Forbandede kærlighed, forpulede mødom” (noget i den stil), - og så er der de to voksenromaner: ”Det stof drømme er gjort af” og ”Du og jeg for evigt”.
Luna: Har hun skrevet andet?

Julie: Ja, hun har skrevet en bog om det at blive mor. Har hun ikke lavet en børnebog også? Skal jeg lige Google? Imens jeg googler så kan du jo lige fortælle hvilke bøger du har læst.

Luna: Jeg har læst ”21 måder at dø” og jeg har også læst denne der ”Forpulede, forbandede et eller andet kærlighedsting” og jeg har også læst ”Hjertet er 1 organ”.

Julie: Så ikke hendes voksenromaner?

Luna: Nej, og jeg tror heller ikke jeg har tænkt mig at læse dem. I hvert fald ikke foreløbigt.

Julie: Hvorfor?

Luna: Fordi… det ved jeg ikke. Jeg er nok lidt kræsen og tænker at det nok ikke helt er noget for mig. Jeg har læst bag på dem, og jeg har tænkt at det måske ikke helt var noget jeg havde lyst til at læse.

Julie: Hun har faktisk skrevet en børnebog der hedder ”Benny Beton” og en bog om at være gravid. Og så har hun skrevet en som hedder ”Hvis bare” i 2009 om en teenager der er flyttet hjemmefra.

Luna: Det lyder da ellers meget spændende.

Julie: Ja, den er udsolgt fra forlaget, men man kan købe den direkte af hende inklusiv signering.

Luna: Næææh!

Julie: Det er hendes hjemmeside jeg er inde på.

Luna: Fedt. Hvad for nogle har du læst?

Julie: Af alle dem jeg nævnte tidligere har jeg læst.. eller… af alle dem vi har mangler jeg at læse ”Det stof drømme er gjort af”.

Luna: Har du læst denne der ”Kærlighed, forpulet…”

Julie: Ja ja, jeg har også anmeldt den.

Luna: Nå. Det kunne jeg bare ikke huske.

Julie: Jo jo, de gør det på en båd.

Luna: Jeg kan ikke huske den.

Julie: Hvorfor har du valgt at Sarah Engell skulle have sit eget emne?

Luna: Det er fordi at vi har snakket meget om ”Hjertet er 1 organ” som vi begge to var meget glade for. Og så fordi hun er så utroligt rar og en rigtigt god forfatter, så jeg syntes det var vigtigt at tage hende op som selvstændigt emne.

Julie: Jeg synes hun virkelig formår at sætte sig ind i det hun skriver om. Og så vidt jeg kan se på de sociale medier, researcher hun helt vildt når hun skriver.

Luna: Ja, det er helt sindssygt. Det gør jeg nærmest aldrig når jeg skriver. Altså det er virkelig sjældent. Så spørger jeg lige hurtigt eller googler.

Julie: Jeg har faktisk hørt en podcast med hende, hvor hun snakker om ”Hjertet er 1 organ”, hun snakker bare om den bog. Om skriveprocessen og om hvordan hun havde researchet til den og hvilke hjemmesider hun havde været inde på. Den er ret god, den tager to timer eller sådan noget.

Luna: Jeg tænker også at hvis man skal skrive en ungdomsbog om emner man ikke selv rigtigt har været udsat for fx cutting eller den slags, så er det jo også nødvendigt at researche helt vildt på det, fordi det er svært at vide. For eksempel hvis jeg skulle skrive en bog om hjemløse så ville jeg jo også være nødt til at snakke med nogle hjemløse, for jeg ville ikke vide hvordan det er.

Julie: Hun researcher godt, for man kan i hvert fald ikke læse sig til at hun ikke har erfaring med de ting. Men hvis vi skal blive på hende og ikke så meget på det med at researche, så synes jeg hun har et fantastisk sprog der fanger og hun virker ikke som en voksen som skriver til unge med en løftet pegefinger, som i: Nu skal i lade være med at cutte eller nu skal i lade være med at have selvmordstanker, eller lade være med at tænke på den første gang. Hun forstår ligesom at ramme tonen.

Luna: Ja, hun er enormt god til at sætte sig ind i hvordan det er at være ung. Altså virkelig. Og det virker troværdigt i hendes bøger. Det virker ikke som en voksen som prøver at skrive til unge.

Julie: Ja, for det er nemlig rigtigt irriterende.

Luna: Ja.

Julie: Når man kan mærke at der er en eller anden bagtanke med det.

Luna: Ja, sådan noget: Nu skal du lære det her.

Julie: Når der er en skjult dagsorden. Det synes jeg ikke der er.

Luna: Ja, og det er også meget det der med at der ikke altid behøver at være en konkret løsning. Hvor det hele ender lykkeligt til sidst. Det er jeg meget glad for. Jeg kan ret godt lide bøger som ikke har denne der: Og så løste det hele sig, slut. Det irriterer mig tit.

Julie: Det er jo heller ikke sådan livet er.

Luna: Nej, det er jo det. Og det kan jeg meget godt lide. Nu kan jeg ikke lige huske om hendes bøger ender helt vildt godt.

Julie: Uden at nævne hvilke bøger, er der i hvert fald nogle af dem som ikke ender i kaos men heller ikke ender i ”De levede lykkeligt til deres dages ende”.

Luna: Nej, og det er jo noget af det jeg ret godt kan lide.

Julie: Og så kan jeg godt lide… det er jo også en stemme til debatten. Blandt andet hendes ungdomsbøger om selvskade og selvmordstanker og den slags. Det skal ikke være tabu, vi skal ud med det.

Luna: Ja, det er enormt vigtigt. Og rart at det bliver sagt højt.

Julie: Jeg kan ikke huske i hvilken forbindelse, om jeg har hørt flere podcast eller hvad, eller om hun selv har skrevet noget på Facebook eller jeg har hørt hende snakke om det, men jeg hørte hende snakke om for eksempel i ”21 måder at dø” hvor hun har 21 måder at begå selvmord på, om det var for farligt at udgive sådan en bog. Fordi man så ville give de unge en måde at tage deres liv på. Hvor hun sagde at det er jo ikke de unge der låner den bog. Folk skal jo have nogen at spejle sig i, i litteraturen også og vide at der er nogen som har det ligesom dem. De skulle nok have fundet de måder at begå selvmord på, uanset. Det er nok ikke den bog som gør det. Det er bare rigtigt vigtigt at have nogle af spejle sig i, i litteraturen.

Luna: Ja, og hvis man endelig vil finde en måde at begå selvmord på, så finder man det sgu nok på Google.

Julie: Lad være med at begå selvmord.

Luna: Dette er ikke en opfordring.

Julie: Hvis jeg skal anbefale en af hendes bøger, skal det være ”Hjertet er 1 organ”. Ikke fordi den er bedre end de andre, de andre er også virkelig gode. Men det er den jeg synes har gjort størst indtryk. Hvis der står et talord er det skrevet med et tal i stedet, frem for bogstaverne, for at fremhæve den måde som hovedpersonen tænker på, og jeg synes bare det rammer helt vildt godt. Den rammer noget.

Luna: Det er sjovt, for den er slet ikke som jeg havde regnet med. Jeg havde virkelig troet den ville handle mere om cuttingen og kontrollen og de ting, som den også handler om, men hvor det også går hen og bliver en anden historie. Jeg havde troet det ville blive mere lidende end den egentlig er, og det synes jeg er rigtigt godt.

Julie: Hun er i gang med at skrive en ny bog.

Luna: Du følger simpelthen med?

Julie: Jeg ved hun har researchet meget til den, og jeg kan bare huske noget med at hun skrev at hun havde snakket med nogle flygtninge eller hjemløse, jeg er ikke sikker, men det lyder spændende. Så jeg glæder mig helt vildt. Og lad os lige tilføje her til sidst, at hun er virkelig sød.

Luna: Ja, hun er virkelig rar.

Julie: Hun har sendt dig et fødselsdagskort.

Luna: Ja, og jeg fik hende til at signere bogen til dig.

Julie: Ja, og en lang hilsen. Og hun er bare et sødt og rart menneske som gerne vil frem med nogle gode ting. Så jeg synes i skal læse bøgerne. Hej hej.

Luna: Hej hej! 

torsdag den 16. marts 2017

BLOGGEN HAR FØDSELSDAG + GIVEAWAY


I dag er det bloggens fødselsdag, hurra, hurra, hurraaaaaaa! I dag fylder Lunas kaffekrog 2 år, og det har virkelig været 2 fantastiske bogbloggerår. Jeg er simpelthen blevet så glad for bloggen, og jeg elsker at skrive om mine læseoplevelser og alle de andre ting jeg blogger om. Det er bare så hyggeligt. Men nok om det. Jeg har været så heldig at 2 søde forlag har sponsoreret en giveaway til jer! I kan nemlig vinde "Bridget Jones' Baby" af Helen Fielding eller "Er du okay, Marie?" og "Er du okay, Fie?" af Anika Eibe. Forlagene som har sponsoreret disse gaver er Tellerup og Lindhardt og Ringhof og jeg er simpelthen så taknemlig. 

Reglerne for konkurrencen er således:

- Du kan vinde to eksemplarer af "Bridget Jones' Baby" til dig og din veninde/mor/hvem det skulle være. Det eneste du skal gøre er, at skrive en kommentar til dette indlæg, og fortælle hvem du vil give den anden bog! Husk at skrive din e-mail, så jeg kan skrive til dig hvis du vinder. Jeg trækker en vinder d. 23/3-2017, altså om en uge.

- Hvis du vil vinde "Er du okay, Marie?" og "Er du okay, Fie?" skal du gå over på min Facebookside (Lunas kaffekrog) hvor reglerne står for denne konkurrence.

Se, det var da ikke så svært! Jeg håber I vil være med til at fejre bloggens fødselsdag! I dag vil jeg slappe helt af (jeg havde en travl dag i går) og måske spise et lille stykke kage, for at fejre at bloggen har eksisteret i hele 2 år! Hurra!