mandag den 30. marts 2015

Boganmeldelse: Boo'ya Moon


Boo'ya Moon er historien om enken Lisey Landon, som rydder op i sit (og sin mands) liv, efter hans død. I mellemtiden dukker minderne op. Minder om hendes mands frygtelige barndom og minder om den verden han sommetider tog til: Boo'ya Moon. En verden som om dagen er guddommelig smuk, men som om natten er farlig og utilregnelig. Historien er en rejse igennem hendes mands (Scott Landon) fortællinger, minder og traumer og hvordan de betød så meget i deres fælles liv. Lisey tvinges til at se alle de gamle ting i øjnene, og bliver nødt til endnu engang at besøge Boo'ya Moon.

Jeg kunne rigtigt godt lide bogen. Den var anderledes end mange af de bøger Stephen King har skrevet, men man kan stadigvæk mærke ham i denne fortælling. Historien er lidt langt tid om at komme i gang og man sidder lidt med en fornemmelse af at blive snydt, når man er kommet igennem halvdelen af bogen og den stadig ikke har udviklet sig særligt meget. Men når det sker, bliver den bare bedre og bedre. Jeg er vild med beskrivelserne af Boo'ya Moon og jeg er ret forelsket i idéen om en anden verden man kan tage til, når virkeligheden bliver for ubehagelig. Beskrivelserne af nogle af de ting der er sket i fortiden (Scotts fortid) kan godt blive lidt langtrukkent, men samtidig gør det historien rigtigt, rigtigt spændende, Især fordi man ikke får svar på de mange spørgsmål fra starten. Der er dog ting i bogen, som jeg egentlig bare betragter lidt som fyld. Det kommer dog alt sammen til at hænge sammen i sidste ende, og så er det egentlig okay at det er der. Bogen er lidt svær at beskrive, og den kan godt være lidt forvirrende til at starte med. Men når man først har fattet hvad der er nutid, hvad der er datid og hvad der er en helt anden tid, så er historien rigtig god. Jeg vil nok ikke læse den igen, men den var en god lille historie og kan anbefales på en regnvejrsdag som i dag.

Bogen får 3 ud af 5 stjerner: ***

- Luna

Ingen kommentarer:

Send en kommentar