mandag den 23. marts 2015

Boganmeldelse - "Ondskabens Hotel"



Folk som kender mig godt, ved alle, at jeg er kæmpe Stephen King fan. Jeg har en stor samling af hans bøger og jeg elsker dem! Jeg er ret kræsen når det kommer til bøger, men med hans bøger, er jeg simpelthen solgt hver eneste gang, I ugens løb har jeg genlæst denne klassiker, som også er kendt under navnet "The Shining" som de fleste har hørt om. Jeg har ikke læst bøger i næsten et år, men nu kan jeg endelig koncentrere mig igen, og hvor er det bare fantastisk. Jeg er simpelthen forelsket i den verden man kommer ind i når man læser, og jeg ville ønske jeg bare kunne læse hele tiden. Bøger = lykke.

Ondskabens Hotel er historien om ægteparret Jack og Wendy og deres søn Danny. Den tørlagte alkoholiker Jack, får, efter at være blevet fyret fra sit job som lærer, arbejde som opsynsmand på det storslåede Hotel Overlook. Her skal han ordne småting igennem den barske vinter, så hotellet ikke tager skade af kulden. Den lille familie skal være på hotellet alene i de mange måneder, hvor hotellet holder lukket. Danny er en lille, klog dreng med en særlig evne. Han kan "skinne", hvilket betyder at han kan læse de fleste menneskers tanker og kan se ting der skal ske i fremtiden, samt ting der er sket i fortiden. Han har en usynlig ven ved navn Tony, som viser ham ting der skal ske. Men han kan ikke rigtigt lide Tony længere, fordi han bliver bange for de ting han viser ham. Allerede inden familien flytter ind på hotellet, viser Tony ham frygtelige ting om stedet. Kokken Hallorann kan også "skinne" og inden han tager afsted fra hotellet, fortæller han Danny at han skal passe på. Han har set ting på hotellet, specielt i værelse 217. Familien flytter ind på det tomme hotel og langsomt begynder der at ske flere og flere besynderlige ting. Hækkedyr kommer til live, lyden af fest i balsalen og elevatoren som starter af sig selv.Værelse 217 spiller også en stor rolle i uhyggen på hotellet. I takt med at hotellet vågner, overtager det langsomt Jack. Han får frygtelige tanker som han ikke kan kontrollere, og som ofte handler om at dræbe sin familie. Hotellet vil have fat i dem alle og har tænkt sig at gøre det igennem Jack. Derefter er det et spørgsmål om tid, viljestyrke og troen på at der er noget han har glemt.

Jeg er helt vild med bogen! Jeg elsker historier om gamle huse, hoteller, slotte, fabrikker og lignende, fordi det bare altid er super uhyggeligt, og det er fantastisk! Jo mere gys der er i en bog, jo bedre. Ondskabens Hotel er ikke fyldt med gys og gru, men det er en skøn fortælling og den har sine uhyggelige momenter. Nu har jeg også set filmen, og jeg må indrømme at bogen er SÅ meget bedre! I filmen synes jeg godt man kan sidde lidt med en fornemmelse af, at man ikke rigtigt ved hvad der sker og hvorfor, hvorimod bogen forklarer alle tingene, og hele historien bag. Jeg er totalt forelsket i det gamle hotel og dets historie, det er bare lige mig. Forholdet mellem Hallorann og Danny er også vidunderligt. Jeg tog mig selv i hurtigt at komme til at hade Jack. Han virker udadtil som en  fin fyr, men hans tanker er simpelthen så åndssvage og lede. Han er lidt af en skidt fyr og det er helt sikkert også meningen at man skal have et hade/elske forhold til ham, for selvom han er en god far for Danny, er han simpelthen så ubehagelig indeni.

Jeg kan i hvert fald anbefale alle at læse Ondskabens Hotel. Det er en fin og nem historie, og man føler sig underholdt fra første side. Hvis du er til gys og spænding, så er den garanteret noget for dig. Ja, jeg er fan!

Den får 5 ud af 5 stjerner af mig: *****

- Luna

1 kommentar:

  1. Den er virkelig uhygllig og go😜
    Har du læst Stephen Kings carrie jeg er hved at læse den og intevider er den virkelig go!!!!

    SvarSlet