tirsdag den 24. marts 2015

Endnu et sjal - nu i farver



Endnu engang har jeg begået et sjal. Denne gang i en mat grøn med matblå frynser. Da min kone så mit pæne sjal, ville hun selvfølgelig også have et! Så jeg har brugt den sidste uge på at strikke denne skønhed. Det er strikket af strømpegarn som jeg har fundet i Søstrene Grene. Det er noget nyt de har fået og jeg syntes simpelthen garnet var så fint, selvom det kostede 16,95 pr nøgle. Der går cirka 7 nøgler på et sjal, så det gik hen og blev ret dyrt, men til gengæld blev det også rigtigt fint og blødt. Dette sjal har jeg gjort en smule kortere, end det jeg strikkede til mig selv, da min kone er lavere end mig. Men det kan man jo selv bedømme. Denne gang stoppede jeg da der var 155 retstrikkede masker imellem hvert omslag, og ikke 165 som jeg gjorde ved mit eget.

Opskriften på sjalet er allerede lagt op tidligere, så den vil jeg ikke kede jer med. Til gengæld vil jeg gerne slå et slag for, hvor fedt det er at strikke! Det er simpelthen så dejligt afslappende og samtidig udfordrende hver eneste gang, for det er ikke nemt! Da jeg startede med at strikke, havde jeg min mor med på sidelinjen og det gjorde det hele meget nemmere. Det er rigtigt godt at have en, som kan vise en de forskellige teknikker, så man ikke bare læser dem i en bog. Jeg kan personligt ikke bruge bøgerne til noget som helst, så hvis jeg skal have hjælp til noget, går jeg på youtube og finder en video, som viser hvordan man gør. Det kan jeg klart anbefale.

Nu må vi se hvad jeg finder på at strikke næste gang, men indtil videre har jeg ikke rigtigt nogen idé til et nyt projekt. Huset er i forvejen fyldt med halstørklæder og huer. Jeg kan stadigvæk ikke strikke en strømpe i en normal størrelse (mine bliver enorme, og den sidste jeg strikkede, fungerer nu som julesok!) så måske bliver det det næste jeg skal lære.

Jeg glæder mig til at dele flere små sysler med jer.

- Luna


(Min smukke kone er endnu engang model)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar