fredag den 17. april 2015

Hvorfor mener folk så meget?

Jeg er et brokkehoved. Hvis du kender mig, så ved du det nok allerede. Jeg elsker at brokke mig. Over folk, over Danmark og over folk som ser "sjove" videoer på Youtube. Det er så skønt at brokke sig, men det jeg kan brokke mig allermest over (udover youtube) er folk med mange meninger. Det irriterer mig simpelthen så meget! Her kommer en masse brok, så hvis du ikke kan lide brok, så skal du nok ikke læse med.



Det er vel egentlig også en mening, ikke at kunne lide folk med mange meninger og holdninger? Men udover det, så mener jeg faktisk ikke særligt mange ting. Jeg har forsøgt mig med politik og hungersnød, med dyrevelfærd og andre vigtige emner, men jeg er simpelthen så dårlig til det. Nu er jeg så nået til et punkt hvor det gør mig vildt irritereret, hver eneste gang en eller anden slår et link op på Facebook, med ting jeg skal tage stilling til. Og til disse links, har personen altid sin egen mening om hvorvidt det skal støttes eller afskaffes. For mig er Facebook helt sikkert et fristed hvor man kan skrive præcis hvad man vil, men for fanden! Hvis jeg får én mening eller holdning mere i hovedet, så tror jeg at jeg kaster op. Det er fint nok at have en mening, men behøver folk virkelig at dele dem med alle de kender? Jeg indrømmer gerne, at jeg måske ikke altid er skide klog, når det handler om vores land, eller andre lande. Jeg ved absolut intet om politik eller om afgiften på nødder, og det kan godt være derfor det gør mig så frustreret. For jeg har INGEN idé om hvad jeg skal mene om de forskellige ting og ærligt talt er jeg lidt bange for at have den forkerte mening. Hvad nu hvis jeg udtrykker min mening og alle andre mener noget andet? Det sætter mig en ubehagelig situation og det kan jeg ikke lide. Hele mit liv har jeg egentlig bare efterabet andres meninger. Hvis mine forældre stemmer Enhedslisten, så stemmer jeg også Enhedslisten og hvis mine veninder syntes at en eller anden fyr var lækker, så syntes jeg pludselig også han var det. Selvom jeg slet ikke mente det. Jeg ville bare gerne være med i fællesskabet. Nu er jeg nået til et punkt hvor jeg er rædselsslagen for at komme med i det forkerte selskab. Man ved aldrig hvad det er for nogle psykopater man har de samme meninger som, og pludselig står man som nyt medlem af Scientology, og det er jeg ikke sikker på jeg har lyst til. Heller ikke selvom jeg er enig med dem (det ved jeg så heller ikke om jeg er, for jeg ved heller ikke noget om det emne!) Men det gør mig bange og forvirret og derfor er jeg nået til et punkt, hvor jeg er stolt af at jeg ikke mener noget som helst. Selvfølgelig mener jeg at det er synd at mishandle dyr og det er synd for fattige børn i Afrika.. men det er bare helt almindelig fornuft og medfølelse. Alle de ting hvor jeg både kan finde fordele og ulemper, der giver jeg simpelthen bare op.

Jeg har fundet ud af, at jeg måske ikke er det klogeste eller mest belæste menneske og det kan jeg sagtens leve med. Jeg har ikke behov for at mene noget om politik eller manglen på arbejdspladser. Jeg gider simpelthen ikke at bruge min tid på det. Uanset hvad jeg mener, så får jeg alligevel aldrig min vilje. Tingene ændrer sig jo ikke, fordi jeg synes det er dumt at påskeliljer er gule. Jeg vågner jo ikke en morgen og så er de alle sammen blå. Det kunne være sejt, men det er ikke virkeligheden. Så jeg er stoppet med at mene noget som helst. Det er nemmere på den måde og jeg behøver heller ikke at anstrenge mig i diskussioner. Diskussioner opstår nemlig ikke, når jeg intet mener om emnet.

Det kan godt være at det lyder som om jeg bare har givet op, men det føles ikke sådan for mig. For mig er det en måde at være glad på. Når der ikke er så meget jeg skal tage stilling til, er der heller ikke noget som sætter mit pis i kog. På den måde kommer jeg glad igennem hver eneste dag, uden at bekymre mig over global opvarmning eller hungersnød. Det lyder hårdt og jeg lyder som en dum skid som ikke tænker på andre. Det gør jeg, men jeg kan ikke ordne det på egen hånd og jeg har ikke overskud til at få andre til at gøre noget ved det, så jeg synes jeg har en god grund til at melde mig ud.

Du må selvfølgelig have ligeså mange meninger du vil! Så længe jeg ikke skal høre på dem (eller læse om dem) så kan vi alle være glade. Der er mange mennesker som elsker en god diskussion, jeg er bare overhovedet ikke en af dem. Jeg hader diskussioner. Jeg synes det er ligeså slemt som et skænderi og jeg bliver faktisk flov, når folk jeg kender, sidder og diskuterer foran mig. Det er simpelthen så ubehageligt. Ingen diskussioner til mig og sluk for alle dine meninger. Jeg er egentlig ret ligeglad.

Det var dagens brok. Nu er jeg glad igen.

- Luna

Ingen kommentarer:

Send en kommentar