torsdag den 25. juni 2015

Boganmeldelse - Skæbnetimen (The Vampire Diaries #10)



 Af: L.J. Smith

En ny galskab, vildere end noget Elena havde set før, viste sig i Klaus' øjne. Han nikkede tankefuldt "Du skal dø for min hånd," sagde han næsten kærligt og klemte så hårdt at Elena stønnede af smerte. "Men ikke nu. Du skal have fornøjelsen af at vente på mig, leve med tanken om at jeg kan dukke op hvert øjeblik. Du får ikke at vide hvornår, men du kan være rolig. Det sker inden så længe." 
Han trak hende ind til sig med et ryk og plantede et koldt kys på hendes mund. (Citat s. 82)

"Skæbnetimen" er tiende bog i serien "The Vampire Diaries" som handler om vampyrbrødrene, Stefan og Damon og den smukke Elena, som de begge falder pladask for. I løbet af historien møder man flere uhyggelige skabninger end man kan forestille sig, og sommetider overvejer man om det nogensinde får en ende for den stakkels Elena og hendes venner. Men om ikke andet, er det noget af et eventyr man kommer ud på, og det er altid spændende at være med.

I denne bog vælger Damon at optage sit gamle liv som ond og ubehagelig vampyr, med smag for menneskeblod, efter Elena har valgt Stefan frem for ham. Elena opdager at hun er blevet lovet væk som vogter på jorden, og hun må vælge hvad hun vil med sin fremtid. Hun opdager også at hun har vogterevner og kan se folks auraer. Den onde Ethan fremkalder den dødsens farlige Klaus fra døden og da han vender tilbage, står Elena pludselig overfor en farlig fjende. Da det var hende som dræbte ham sidste gang, er hun i alvorlig fare. Med Klaus liggende på lur og hans hær som trussel, har vennerne nok at se til. Samtidig skal de også sørge for at der ikke forsvinder flere mennesker fra skolens område...

Det er i hvert fald et år siden jeg læste bogen før denne, så det tog mig noget tid at huske hvad der var sket i de forrige bøger, og jeg er stadigvæk ikke helt sikker. Men jeg kan huske det vigtigste. Denne serie er skøn og altid fyldt med spænding. Der sker altid noget som man ikke havde regnet med og en udvikling man ikke havde set komme. Man bliver altid overrasket, og det er bare fantastisk! I forhold til "Twilight" (Som jeg holder meget af!) hvor der aldrig rigtigt sker noget, selvom man regner med det, kan man være sikker på at der altid sker noget i "The Vampire Diaries". Den er fyldt med spænding, drab, blod, ødelæggelse og kærlighed. Der er noget for enhver smag. Nu er det her bog nummer 10 og der er også en hel serie om Stefans historie, så jeg synes måske snart det skal stoppe. Muligvis er serien blevet kørt liiiiidt for langt ud. Ligesom med "Pretty Little Liars" - bøgerne, skulle de måske været stoppet ved den 4, eller 5. bog. Om ikke andet, så var det underholdende og god læsning og det er jo det vigtigste.



Bogen får 3 ud af 5 stjerner ***

- Luna

Ingen kommentarer:

Send en kommentar