lørdag den 20. juni 2015

Boganmeldelse - En flænge i himlen



Af: John Green

"Jeg må ellers sige," sagde Otto Frank henne på skærmen på sit gebrokne engelsk, "at jeg blev meget overrasket over, hvor dybe tanker, Anne havde."
Og så kyssede vi. Jeg slap iltbeholderstativet og lagde hånden om hans nakke, og han holdt mig om livet og trak mig helt op på tæerne. Da hans adskilte læber rørte mine, blev jeg stakåndet på en helt ny og fascinerende måde. Rummet omkring os forsvandt, og i et sært øjeblik holdt jeg virkelig af min krop. Den her kræfttærende tingest, som jeg havde slæbt rundt på i årevis, var pludselig hele besværet værd - slanger og katetre og svulsternes utallige forræderier. 

De fleste har både læst bogen og set filmen, men jeg kunne ikke lade være med at lave min egen anmeldelse af "En flænge i himlen" - en meget tænksom og fin bog, som jeg slugte på en enkelt dag.

I korte træk, handler bogen om den alvorligt syge Hazel og den flotte fyr Augustus, som har mistet sit ene ben til kræften. De to mødes og voldsom, altoverskyggende og vidunderlig kærlighed opstår. En kærlighed som kun bliver stærkere i takt med at de to lærer hinanden bedre at kende. På en rejse til Holland, bliver forholdet mere intenst og seriøst, men så begynder alting at gå galt. Der er noget Augustus ikke har fortalt, noget som kan ændre alting for evigt.

"En flænge i himlen" er en fin bog, med mange gode tanker og overvejelser omkring livet og døden. Den er både sjov og tragisk på samme tid, og man kommer hurtigt til at holde af forholdet mellem Hazel og Augustus. De to er bare noget særligt, når de er sammen. Man kan være helt sikker på at man (i hvert fald næsten) begynder at græde i løbet af bogen, men der er også gode og sjove stunder, som får en til at smile. Bogen er let at læse og den bliver ikke tung, på trods af de alvorlige temaer som sygdom og død.

Jeg havde nok lidt regnet med at den ville ændre mit liv en smule, eftersom den er blevet så stor. Den fornemmelse sad jeg dog ikke med bagefter. Men jeg sad bestemt med en fornemmelse af, at være blevet lukket ind i en helt særlig verden, hvor tankerne om livet og døden, fylder mere end hos os raske personer - hvor man lærer at nyde de gode dage og overleve de dårlige. Bogen er ikke et mesterværk i mine øjne, men det er en fin lille historie som jeg godt kan anbefale til andre.

Bogen får 3 ud af 5 stjerner ***

- Luna

Ingen kommentarer:

Send en kommentar