torsdag den 16. juli 2015

Boganmeldelse - Den Sorte Ravns forbandelse (Morganas kilder #1)


(Mæh ville også være med på billedet.. hun kunne også godt lide bogen!)

Af: Helle Ryding
Serie: Morganas kilder
Forlag: Borgen
Sidetal: 351
Sprog: Dansk

Hør, stjernerne synger for dig i kor
Krystaltoner løber som spind
Det gyldne lys som fra himlen fór
Skal stråle klart på din kind
Fra lyset viger skyggerne tilbage

Kom, sæt dig i vognen, din hest er spændt for
Tag månestrålen som tømme
Så let på regnbuebroen det går
Over himlens hav dine drømme
Og stjerner tænder lys i dine øjne

Se, månen har pyntet til gilde på ny
Alverdens farvede stjerner
På blomstrende grene fra sky til sky
De hænger som tændte lanterner
Nu brænder lyset klart på glædens væge

(Citat s. 90)

"Den Sorte Ravns forbandelse" er en eventyrlig fortælling om den tolvårige Elisa som bor på "Svaneborg" hvor hun bliver passet af sin onkel Ulrich og den unge Leander. På Svaneborg holder de arrangementer og er især kendt for kogekonen, Rigmors, fantastiske mad. Om aftenen tager Leander, Elisa med ud i skoven eller op på hans værelse, hvor han underviser hende i stjernehimlen og andre naturfænomener. Da de på en tur i skoven, ender midt i et elverbryllup, går det op for Elisa, at tingene måske ikke er som de ser ud... og da hun finder ud af at kattene i virkeligheden er nisser, bliver hun mere sikker i sin sag. Langsomt finder Elisa ud af flere og flere ting om sig selv, og at hun måske slet ikke er den hun tror. Da en ubehagelig mand dukker op på Svaneborg, er det pludselig vigtigere end nogensinde, at Elisa finder ud af hvem hun i virkeligheden er.

Jeg læste bogen første gang, da jeg var omkring 16 år gammel. Jeg havde en kæreste som blev kaldt "Black Raven" på Arto, så jeg tænkte at bogen talte lidt til mig. For et års tid siden, købte jeg så toeren i serien, så nu tænkte jeg, at det var på tide at jeg genlæste etteren. I løbet af bogen, er det så også gået op for mig, hvor lidt jeg egentlig kan huske og det er på trods af at jeg altid har ment, at det var en af mine yndlings bøger. Men det er simpelthen så skøn en historie. Den er spændende og eventyrlig og der sker hele tiden noget man ikke regner med. Naturbeskrivelserne er så vidunderlige at man kan se det hele for sig, og det er bare så vigtigt. Især for en historie som denne, hvor rigtigt meget foregår i naturen. Jeg er vild med Elisa og Leanders forhold til hinanden. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er altid ret glad for de der barn/voksen relationer. Når et barn og en voksen er knyttet til hinanden, selvom de ikke er rigtigt i familie. Det synes jeg bare er så fint. De små kattenisser gør mig helt glad i maven. Jeg kan bare lige se dem for mig!

Så, hvis du er til eventyr, magi og spænding så er denne bog helt sikkert noget for dig. Man kan læse den fra man er teenager, men den er stadig møgspændende når man er voksen. Ja, jeg glæder mig allerede til at læse nummer to i rækken!

Bogen får 4 ud af 5 stjerner: ****

- Luna
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar