onsdag den 15. juli 2015

Boganmeldelse - Rachels ferie


Af: Marian Keyes
Forlag: Cicero
Sidetal: 378
Oversat fra: Engelsk

Der var ikke andet at gøre, der var ingen andre steder at gemme det. Jeg lagde det ned i mine trusser, Glasset var koldt mod min hud, og jeg følte mig ekstremt fjollet, men jeg tog et par skridt, og det blev siddende. Succes!
Jeg havde det meget godt, indtil jeg så mig selv for mit indre blik, og der var noget galt.
Hvordan var jeg endt sådan her? Jeg boede da i New York, ung, uafhængig, glamourøs og succesrig? Ikke syvogtyve, arbejdsløs, fejlagtigt taget for at være stofmisbruger, på et rehabiliteringscenter på Lars Tyndskids mark med et tomt glas valium i mine trusser?

"Rachels ferie" er historien om den (ifølge hende selv) meget misforståede Rachel, som ender på et misbrugscenter, efter en overdosis piller. I begyndelsen virker det som en god idé. At komme lidt på afstand, få lidt frisk luft og kunne leve af sunde grøntsager. Hun har bestemt også hørt at sådanne steder er fyldt med kendte mennesker, spa og massage. Langsomt går det dog op for Rachel at det ikke er en ferie hun er på, men derimod et hårdt behandlingsforløb med en masse terapi og daglige pligter. Det er bare så frygteligt, når hun nu ikke engang er stofmisbruger. I løbet af bogen følger vi Rachels forløb på centret. Hvordan hun føler at hun bliver svinet så frygteligt til, da hendes ekskæreste og bedste veninde dukker op, og fortæller hele gruppen om hendes misbrug. Hvordan hun mener at alle folk lyver om hende og ingen siger sandheden. Hvordan hun fortæller alle om den frygtelige eks, som hun i virkeligheden savner mere end nogen anden. I løbet af forløbet begynder det dog at gå op for Rachel, at hun måske selv er problemet. Det kunne måske godt være at hun havde et stofmisbrug...

Det er en vidunderlig bog! Jeg læste den over to dage og kunne slet ikke lægge den fra mig igen. Historien om Rachel som hele tiden føler sig så frygteligt misforstået, er bare skøn. Og så er den fortalt på sådan en sjov og livlig måde, så man ikke kan lade være med at grine af hende og de andre personer i bogen. Det er et alvorligt emne, men der er virkelig også plads til grin. Det er så fantastisk hvordan hun kan blive ved med at lyve overfor sig selv. Det minder mig om "Shopaholic"-bøgerne, hvor hun også bliver ved med at sige til sig selv, at hun på ingen måde har et problem. Sådan er Rachel også. Uanset hvor mange mennesker der siger at hun har et problem med stoffer, og uanset hvor mange der fortæller hende at hendes opførsel er frygtelig og hendes personlighed har ændret sig, så finder hun hele tiden en udvej, så hun kan retfærdiggøre det overfor sig selv. Det var jo ikke så slemt. Sådan var det jo heller ikke ment. Det var bare for sjov. Jeg er totalt misforstået. De kan da heller ikke klare en joke. Sådan bliver det ved, og man får virkelig en fornemmelse af at hun ikke tager noget som helst til sig. Samtidig på en måde, så man ikke bliver så irriteret på hende, at man ikke gider at læse videre... og selvfølgelig bliver hun klogere. Det gør de jo næsten altid.

Jeg er fan af "Rachels ferie" og jeg synes virkelig ikke den har fået nok ros. Det er en skøn og sjov fortælling som får en til at tænke og grine på samme tid. Jeg kan kun sige: LÆS DEN! Du kommer ikke til at fortryde det.

Bogen får 5 ud af 5 stjerner: *****

- Luna

Ingen kommentarer:

Send en kommentar