søndag den 16. august 2015

Boganmeldelse - Endnu en Katherine

(En lille juice sneg sig ind på billedet...)

Af: John Green
Forlag: HØST & SØN
Sidetal: 283
Original sprog: Amerikansk "An abundance of Katherines"

Når det handler om piger (og det gjorde det tit for Colin), har alle deres egen type. Colin Singletons type var ikke fysisk, men sproglig: Han kunne godt lide Katheriner. Og hverken Katier eller Kat'er eller Kittier eller Cathyer eller Rynn'er eller Trinaer eller Kay'er eller Kater eller, guderne forbyde det, Catheriner. K-A-T-H-E-R-I-N-E. Han havde haft nitten kærester. Og de havde alle sammen heddet Katherine. Og de havde alle sammen - hver evig eneste én - droppet ham.
Efter Colins opfattelse fandtes der nøjagtigt to slags mennesker: Droppere og Droppede. (Citat s. 22)

"Endnu en Katherine" er fortællingen om vidunderbarnet Colin, som finder anagrammer i alting og kan utroligt mange forskellige sprog og læser ca. 400 sider hver eneste dag, som tager på roadtrip med sin muslimske ven, Hassan for at komme væk fra hverdagen og sit knuste hjerte, efter den sidste Katherine. Sammen ender de i den lille by Gutshot, hvor de møder pigen Lindsey og ender med at bo hos hendes mor, Hollis. De to venner bliver ansat af Hollis til et interview-arbejde. Derfor tager de rundt i byen sammen med Lindsey og snakker med mennesker som bor der. Samtidig arbejder Colin på en teori eller en slags matematisk formel, som omhandler at være "Dropper" eller "Droppet" men han kan ikke få den til at gå op. Han får derfor hjælp fra Lindsey og det viser sig at være en god idé. I Lindseys hemmelige hule i skoven, lærer de to hinanden bedre at kende, selvom Lindsey er kærester med en anden fyr som også hedder Colin. Men så sker der noget som ændrer alting for Lindsey og måske skal Colin også til at overveje om det er det værd, kun at samle på Katheriner. 

Bogen hovedemne må være kærlighed og venskab. Især venskab, da kærligheden mere er en bi-ting, i hvert fald i starten af bogen. Det handler om at finde lykken hvor du er, og ikke altid analysere alting, selvom det ofte er tiltrækkende. En lille by kan godt indeholde store personligheder og fantastiske mennesker, selvom den ikke ser ud af så meget. Teorier kan godt blive bevist forkerte og kærligheden kan findes de steder, hvor man andre havde regnet med det. Det handler samtidig om at passe på sine venner og sørge for, at jagten på kærligheden og den perfekte fremtid, ikke overskygger dit forhold til dine venner. Kærligheden er vigtigt men det er venskaber også. 

Jeg havde nok forventet lidt mere af bogen, end den gav mig. Men da jeg var færdig med bogen, sad jeg egentlig med en ok fornemmelse af den. Historien var fed, men den var ofte sådan lidt ligegyldig. Den kan godt være lidt forvirrende, fordi der sker mange forskellige ting og man er ikke rigtig sikker på hvad plottet egentlig er. Det er jeg stadigvæk ikke. Måske er der bare mange forskellige plot? Men om ikke andet, havde bogen nogle fede typer og jeg var især glad for Hassan, som var virkelig sjov! Men det var ikke en bog jeg ville læse igen, da den ikke rigtigt fangede mig.

Bogen får 3 ud af 5 stjerner: ***

- Luna

Ingen kommentarer:

Send en kommentar