søndag den 27. september 2015

Boganmeldelse - Atlantis


Af: Stephen King
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sidetal: 505
Original sprog: Amerikansk "Hearts in Atlantis"

Han var på vej over torvet, på vej hjem, da han opdagede plakaten på telefonpælen uden for slikbutikken. Han gik hen til den og læste den med tavs rædsel. Han kunne ikke huske drømmen fra den foregående nat, men der havde været noget i denne retning i den. Det var han sikker på.

HAR NOGEN SET BRAUTIGAN!
han er en GAMMEL BASTARD, men vi ELSKER HAM!
BRAUTIGAN har HVID PELS og BLÅ ØJNE!
Han er VENLIG!
Spiser LEVNINGER AF HÅNDEN
Vi betaler EN MEGET STOR DUSØR
($$$)
HVIS DU HAR SET BRAUTIGAN!
RING TIL Housitonic 5-8337
(eller)
BRING BRAUTIGAN HEN TIL Highgate Avenue 745
hvor FAMILIEN SAGAMORE bor!

Det her er en dårlig dag, tænkte Bobby og flåede plakaten ned fra telefonpælen. Bag den hang en dragehale og dinglede fra baldakinen uden for Harwich Biograf. (Citat s. 165-166)



Atlantis er fem historier i én bog, som alle har noget med hinanden at gøre, på en eller anden måde. Den første hedder "Lumpne mænd i gule frakker" og handler om den 11-årige Bobby, som bliver ven med den gamle mand, Ted som flytter ind i huset. Ted er ikke som gamle mænd er flest, og udover hans kærlighed til bøger, så fortæller han også Bobby at han skal være på udkig efter en bestemt type mænd. De lumpne mænd i gule frakker, som er efter Ted. Der er forskellig andre tegn på at de er i nærheden. Hvis der er tegnet stjerner, måner eller kometer ved siden af en hinkerude eller hvis der hænger en dragehale og dingler. Plakater med efterlysninger af kæledyr, skal man også lægge mærke til. Især hvis de hænger omvendt. Langsomt begynder tegnene at dukke op i kvarteret, men Bobby er ikke meget for at indrømme det, så han bilder sig selv ind, at Ted er småtosset og at det er ingenting. Desuden vil han ikke have at Ted skal flytte væk. Men langsomt kommer de lumpne mænd tættere og tættere på, og pludselig står Bobby i en farlig situation.

Den næste historie hedder "Hjertefri i Atlantis" som handler om den studerende, Pete, som går på Maine University i 1966. På skolen udbryder en epidemi. Det drejer sig ikke om skoldkopper eller lus, men derimod om et kortspil. Alle på Petes kollegium spiller hjertefri og langsomt udvikler det sig til en uhelbredelig sygdom. Mange dropper ud fra skolen, fordi de ikke kan følge med i timerne længere på grund af kortspillet. Pete står selv i samme situation, med frygtelige karakterer på grund af de mange timer han har brugt på kortspil i stedet for skolearbejde. Samtidig møder han Carol, som han forelsker sig i. Det er ikke nem kærlighed og de har begge kærester derhjemme. Udover hjertefri begynder antikrigsorganisationer også at opstå, i forbindelse med Vietnamkrigen og især fredstegnet, kommer til at betyde meget for Pete og hans venner. Da Carol dropper ud begynder Pete at indse, at han nok er nødt til at gå op i noget andet end kortspil..

"Blinde Willie" er historien om Willie (eller Bill eller blinde Willie) som er 3 forskellige personer. Han er arbejdertypen Bill, som arbejder på kontor og har styr på sagerne. Han er Willie og så er han blinde Willie. En blind krigs-veteran, som tigger på gaden. Det er dog ikke altid nemt at tigge, selvom han tjener ret godt på det. En politibetjent mener at have luret ham, og han må aflevere en del af sin daglige indtjening til ham. Samtidig lurer minderne om fortiden i hans tanker og især tankerne om hvordan han var med til at tæske Carol, ødelægger ham langsomt. Og selvfølgelig krigen. Men når dagen er gået og han får synet tilbage, går han tilbage og skifter. Til Willie og tilbage til Bill, som tager hjem til sin kone igen og husker at købe æggepunch og kanel.

"Derfor er vi i Vietnam" handler om Carols gamle kæreste, Sully, som er overlevende krigs-veteran, hvor han var sammen med Willie blandt andet. Selvom der er gået mange år, er han stadigvæk ikke kommet sig over chokket, da han ser en kvinde "mamasan" blive stukket ned af en af sine kammerater. Mamasan dukker ofte op klart og tydeligt, og selvom Sully godt ved at hun ikke er rigtig, så føles hun stadigvæk rigtig. Sully er frygteligt forvirret og præget af minderne om fortiden og den virkelige nutid. Han har svært ved at finde hoved og hale i det hele. Men imens han sidder i en trafikprop, sker der pludselig noget sært.

I "Natten breder sine vinger" kommer Bobby tilbage til sit barndomshjem, for at deltage i Sullys begravelse, efter han har fået hjertestop midt i en trafikprop. Her møder han Carol, som alle troede var død. Det er fantastisk, men han vidste det godt. Ted har haft en finger med i spillet og fordi han er Knuser, bliver han aldrig ældre. Han har sendt en gave til Bobby og indeni er et symbol, som betyder meget for Carol. Det bliver et anderledes møde end de nogensinde havde forestillet sig.



"Atlantis" er en bog fyldt med vidunderlige historier. Historier om venskaber, kærlighed, krig, fred og hippier. Det er skønt at den kommer så vidt omkring og samtidig drejer sig om nogle personer, man kender fra før. Måden bogen er samlet på, er fantastisk! Jeg var ikke specielt begejstret for den første historie, men alle de andre syntes jeg var skønne! Jeg var især glad for "Hjertefri i Atlantis" som bare var så fin en historie. Jeg ville gerne have mere at vide om Petes liv. Jeg kunne bare ikke få nok. Jeg synes også det er fantastisk at Bobby kommer tilbage som voksen til sidst. Det er den perfekte afslutning. "Blinde Willie" er virkelig også en skøn historie, og jeg elsker at den er opdelt i klokkeslæt. Det gør bare fortællingen endnu mere stærk. Og jeg synes det er så vigtigt at forfatteren har fået "bøllen" med i bogen, så man kan se hvor dårligt han har det, med det han har gjort. 

Alt i alt, er Atlantis et skønt eventyr, og man bliver taget med mange forskellige steder, med mange forskellige mennesker. Hvis du tænker på at give op ved den første historie, fordi den både er lang og lidt mærkelig, så lad alligevel være. Giv den en chance. For når du vender sidste side og ser bogen som en helhed, så er den første historie ligeså vigtig som resten. Intet kan undværes. Jeg var meget skeptisk da jeg startede på bogen, fordi det var noget med krig og 1960'erne og jeg tænkte bare "skyd mig nu!" Men ih, hvor er jeg glad for at jeg gav den en chance. Gør dig selv en tjeneste og læs den.

Dette må være min længste boganmeldelse nogensinde. Undskyld!

Bogen får 4 ud af 5 stjerner: ****

- Luna 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar