søndag den 22. november 2015

Boganmeldelse: Girl Online


Af: Zoe Sugg
Forlag: Gyldendal
Sidetal: 371
Original sprog: Engelsk

"Jeg skal ikke synge til brylluppet," siger han, før jeg er nået et skridt videre. 
Jeg standser brat op. "Skal du ikke?"
Jeg vender mig om og ser på ham. Nu smiler han til mig - et virkelig sødt, skævt smil med adskillige smilehuller. "Men hvad laver du så her?"
"Jeg kan godt lide at bryde ind på dyre hoteller og spille sørgmodige sange i deres bryllupssuiter," siger han, og smilet bliver endnu bredere.
"Interessant valg af karriere," siger jeg.
"Ja, ikke?" siger han og nikker. "Man tjener bare ikke så godt på det."
Hvad nu hvis han er skør? Hvisker min indre stemme.
Sådan New York - skør. Hvad nu, hvis han er brudt ind? Hvad hvis jeg bliver nødt til at foretage en civil anholdelse her? Arghhh! Hvad skal jeg gøre? (Citat s. 132)

I "Girl Online" følger vi Penny som udover at være en klodset teenagepige, også er bloggeren Girl Online som er ret kendt og har mange følgere. På bloggen deler hun sine inderste tanker og kan være sig selv 100 procent, hvorimod hun ofte føler sig som en helt anden i hverdagen sammen med veninden som ikke sætter pris på hende længere. Det er som om de to er vokset fra hinanden. Hun har dog sin bedste ven Elliot, som hun fortæller alting og det hjælper selvfølgelig på det hele. Penny, Elliot og hele Pennys familie, tager sammen til New York hvor Pennys mor står for et dyrt bryllup på et smukt hotel. Her møder hun Noah, som hun falder pladask for på meget kort tid. Det bliver arrangeret at Penny og hendes familie skal holde jul i New York, hvilket betyder at de to har endnu mere tid sammen. Penny er i himlen og alting virker perfekt, lige indtil hun kommer hjem. Noah har nemlig en hemmelighed som er endnu større end Pennys og samtidig finder alle ud af, hvem Girl Online i virkeligheden er. Hvem har sladret? Er Elliot ikke længere hendes ven? Og hvem er Noah egentlig?

"Girl Online" er i den grad en rigtig teenagebog. Det er en historie om venskaber og kærlighed og den går lige i hjertet. Scenen er fyldt med jul og New Yorker-stemning, og det er helt fantastisk. Den kan klart anbefales som en god julehistorie fyldt med romantik. Jeg er solgt! For mig er det en helt vidunderlig bog og jeg synes virkelig den var fantastisk. Den var godt skrevet, og den var spændende hele vejen igennem. Jeg havde ikke regnet med så meget, for jeg synes at jeg har læst ret blandede anmeldelser af den. Men den var virkelig, virkelig god. Jeg hoppede i hvert fald på kærlighedshistorien og følelserne mellem Noah og Penny, selvom de lige havde mødt hinanden. Der var bare et eller andet ved både Noah og Penny, som jeg rigtigt godt kunne lide. Jeg elskede også venskabet mellem Elliot og Penny. Det er bare så vigtigt og godt!

Alt i alt synes jeg det er en vidunderlig fortælling og jeg faldt for det hele. Kærligheden, venskaberne, bloggen, juletemaet og storbyen. Den typiske mystiske storbys type falder for den klodsede, generte pige. Det er alt sammen set før, men gjort endnu bedre denne gang. Jeg kan slet ikke få nok. Jeg vil bare vide hvad der sker med Noah og Penny i fremtiden. Fantastisk kærlighedshistorie!!

Bogen får 5 ud af 5 stjerner: *****

- Luna

Ingen kommentarer:

Send en kommentar