onsdag den 18. november 2015

Boganmeldelse - Skyggesider


Af: Christina Bonde
Forlag: Tellerup
Sidetal: 279
Original sprog: Dansk

"Jeg kan helbrede dig," sagde han og rakte ud efter hende.
"Jeg kan gøre dig hel."
Tricia gispede på én gang skræmt og fortumlet. Hans berøring føltes virkelig. Hun mærkede tydeligt hans hænder på sine skuldre.
"Tricia, du har viljen. Du skal bare acceptere den og lukke mig ind." Han så hende kort i øjnene inden han slap hende og fortsatte hen ad promenaden i et roligt tempo.
Tricia blev stående. Hun havde aldrig skænket spisevægringen ret mange tanker. Den havde bare opslugt hende. (Citat s. 90)

Tricia har det ikke helt nemt. Hendes tvillingesøster er død, hun lider af en spiseforstyrrelse og samtidig er hun begyndt at få meget livagtige drømme om natten. Ingen snakker rigtigt om hvad der er sket eller om den åbenlyse spiseforstyrrelse, som alle ved hun har, og det bliver slet ikke nemmere, da Tricias drømme begynder at blive virkelige. For hvad er virkelighed og hvad er fantasi? Hvad handler alt det med skyggerne og den dragende flaske egentlig om? Hvorfor begår alle de kvinder selvmord, eller er det nu også selvmord? Hvem er Joshua og hvorfor er hun så tiltrukket af ham? Hvem er de rigtige at stole på og skal hun holde sig til kirken og Marias gode råd? Og har alt det der sker, egentlig noget med hendes tvillingesøster at gøre? 

"Skyggesider" er lidt af en gyser. Især kunne jeg godt lide slutningen som bare giver mig gåsehud over hele kroppen. Det er fortællingen om hvordan det føles at være ved at gå fra forstanden, og jeg synes faktisk det er blevet rigtigt godt beskrevet. Som læser sidder man hele tiden med fornemmelsen af at være godt og grundigt forvirret over hvad der sker, og det er bare så vigtigt i lige netop denne bog. På en eller anden måde minder den mig lidt om "Rosemarys baby". Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg tror det er det der gyserelement og hele tiden at være i tvivl om hvem der er de rigtige at stole på. Udadtil virker alle omkring Tricia jo som flinke mennesker, som vil hende det bedste, men sådan er virkeligheden ikke altid. Jeg synes også at spiseforstyrrelsen er rigtig vigtig at få med i historien, så man får et indblik i hvad hun går rundt og tumler med. Det virker rigtigt godt for fortællingen, da det fortæller noget om hende og hendes personlige problemer. 

Bogen er helt igennem skøn læsning og jeg læste bogen på 5 timer (i træk, for jeg kunne ikke bare lægge den fra mig jo!) Den er rigtigt spændende og har noget dystert over sig hele vejen, som jeg så godt kan lide (og som er grunden til jeg læser meget Stephen King) Faktisk er der lidt Stephen King over den, med alle de ubesvarede spørgsmål og så det der med, at man godt kan føle sig lidt forvirret. Om ikke andet, synes jeg historien fra rigtig velskrevet og super spændende! Jeg vil anbefale den til alle som kan lide et lille gys (eller som kan lide Stephen King!) eller bare til alle som kan lide en fantastisk historie.

Bogen får 4 ud af 5 stjerner: ****

- Luna

Ingen kommentarer:

Send en kommentar