tirsdag den 24. november 2015

Boganmeldelse: Slap dog af - Linses guide til et godt liv



Af: Linse Kessler og Michael Holbek
Forlag: Ekstra Bladets Forlag
Sidetal:249
Original sprog: Dansk

Når jeg vågner, er det første, jeg ser, mine hunde, og uanset hvor stresset min dag tegner, så er hundene aldrig i dårligt humør. De er bare glade for at se mig. Så kaster jeg et blik på mig selv i det store bollespejl på væggen og tænker: "Hold da ferie, hvem er den skønne trold? Har hun sovet sammen med os?" Jeg bliver så glad, når jeg ser mig selv, og allerede der kan jeg ikke lade være med at smile. (Citat s. 17)

Jeg var både til interviewet og signeringen med Linse, da hun var på bogforum og det er simpelthen fordi jeg synes hun er ganske fantastisk. Normalt er jeg ikke meget til de der realitytyper som er kendte bare for at være kendte, men jeg synes at Linse er så gennemført og sådan en vidunderlig type, at jeg bare slet ikke kan lade være med at elske hende. Hun har en personlighed som man ikke kan opfinde selv, uanset hvor mange bøger eller film man skriver. Hun er simpelthen bare helt sin egen og det er så skønt i en verden, hvor folk stræber efter at ligne hinanden. Linse skiller sig virkelig ud fra mængden, og jeg elsker det. 

"Slap dog af" er en bog, hvor Linse giver gode råd til et godt liv, igennem de erfaringer hun selv har gjort sig i livet. Samtidig er det en fortælling om Linses eget liv og de ting hun har oplevet. Det handler om dyr, veninder, kærlighed, sex, familie, sundhed og alle de andre vigtige ting, som er en del af hendes liv og de fleste andres. Det er alle de spørgsmål hun oftest bliver stillet, som er kogt sammen til én stor bog, fordi det simpelthen er nemmere at svare på dem én gang for alle, i stedet for til hver enkelt person. Samtidig med at det er en guide er det også en personlig fortælling om Linses eget liv og alle hendes vilde oplevelser. 

En af mine hemmeligheder er, at jeg ELSKER selvbiografier og bare biografier i det hele taget. Jeg er især vild med dem som handler om psykisk sygdom og spiseforstyrrelser, men også når det handler om en eller anden kendt person, som jeg gerne vil vide mere om. Jeg har allerede læst den første bog om Linse og den elskede jeg! Denne her bog var ikke ligeså fantastisk men det er tæt på. Den er simpelthen skrevet så fint, og jeg kan høre Linses stemme hele vejen igennem bogen, hvilket jeg bare synes er så vigtigt. Jeg må indrømme at jeg har fået rigtigt meget inspiration fra bogen, til mit eget liv. Jeg er fx sådan en, som hader morgener. Jeg er simpelthen ikke morgenmenneske. Men efter at have læst denne bog, besluttede jeg mig for at det skal være slut med kedelige morgener, hvor jeg bliver sur og ked af det. Så i morges satte jeg noget godt på fjernsynet, lavede en lækker kop te, tog min bog frem og nød min morgen, for første gang i flere måneder. Det er bare helt fantastisk, og jeg havde aldrig troet at jeg skulle tage imod råd fra en blondine med kæmpe bryster, min hun er jo ikke helt dum, hende Linse. Samtidig er jeg helt vild med hendes forhold til dyrene, det synes jeg bare er så vigtigt at få ud! Det er en kamp vi skal blive ved med at kæmpe, for dyr er ligeså vigtige som mennesker, om det så er duer eller heste. 

Jeg er helt skør med denne her bog, og kunne faktisk godt finde på at bruge den som et opslagsværk, hvis jeg leder efter et godt råd, for den indeholder rigtigt mange gode ting, man kan bruge i hverdagen. Det er dog ikke alle tingene man skal bruge, da de godt kan være lidt voldsomme (eller ulovlige) og det skal man huske på. Men alt i alt er det en kanon bog og jeg er virkelig glad for at jeg købte den til Bogforum og fik den signeret af Linse. Det gør den bare endnu mere særlig. Hvis du kan lide en ærlig fortælling fra en stærk personlighed, så er bogen helt sikkert noget for dig. Linse er noget ganske specielt!

Bogen får 4 ud af 5 stjerner: ****

- Luna

Ingen kommentarer:

Send en kommentar