torsdag den 31. december 2015

Nytår #1 - Mit år i bøger


Så blev det endelig nytår og det skal selvfølgelig fejres. Vi får 3 venner på besøg til mad og alkohol, og jeg glæder mig helt vildt. Dagen kommer til at stå på en masse forberedelser, som er helt op til mig, fordi Julie er til begravelse i Jylland. Jeg glæder mig til at komme i gang med mad, pynt og klargørelse, som jeg virkelig elsker at bruge tid på og nusse om. Men jeg glæder mig selvfølgelig også til at få gæster, til alt den lækre mad (som i år er helt vegansk) og til alle de gode oplevelser som venter mig i det nye år. 

Jeg har haft svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle lave dette indlæg, men min idé er nu, at jeg vil lave et lille interview med mig selv, om året der er gået! 

- Så, Luna, hvor mange bøger har du egentlig læst i år? Nu hvor du ikke har lavet en oversigt på Goodreads?

- Jeg har talt bøgerne i min bogreol, som jeg har fået læst i år. Jeg begyndte først for alvor at blive bidt af læsningen igen, efter en lang periode hvor jeg ikke har kunne koncentrere mig overhovedet, lige inden sommerferien, Hvilket betyder at jeg måske ikke har fået læst ligeså mange bøger som mange andre bogbloggere og bognørder, men jeg er da kommet op på 65 bøger, hvilket jeg synes er ret vildt! Jeg har i sinde at gøre det meget bedre til næste år, og jeg glæder mig helt vildt til at udfordre mig selv!

- Hvor mange bøger har du egentlig købt eller fået i år?

- Endnu engang var jeg henne på bogreolen, for at tælle. Jeg går meget sjældent på biblioteket, da jeg ikke bryder mig om at aflevere bøgerne tilbage, selvom man sommetider kan finde nogle skatte på biblioteket. Jeg har også en drøm om at blive bibliotekar, og det lyder måske mærkeligt, men jeg har mine grunde! I stedet køber jeg og ønsker mig tonsvis af bøger! Min bogreol bliver mere og mere proppet, og i år er det blevet til 69 nye bøger på bogreolen. Det er altså ikke helt dårligt. Jeg har så også læst størstedelen af dem, og jeg tror faktisk kun jeg mangler at læse omkring 14... Det er alligevel udmærket gjort. Det har faktisk været sådan flere gange, at jeg er løbet helt tør for læsestof herhjemme. MEN så er det jo godt at biblioteket findes... og penge!

- Hvis du skulle nævne 5 bøger som var de allerbedste du har læst i år, hvilke skulle det så være?


 - Det er egentlig meget nemt. De to første bøger i Spektrum-serien, af Nanna Foss er klart på listen, da det uden tvivl er de bedste bøger jeg har læst i år. Derefter kommer første bog i Morika-serien, da den virkelig var helt fantastisk at læse og spændende fra start til slut. Jeg glæder mig så meget til at læse resten. "Girl Online" var bare en rigtig god bog, som jeg nød rigtigt meget. Det var ikke en bog man blev klogere af eller den slags, den var bare rigtigt fin og sød. Det skal der også være plads til. Sidst men ikke mindst, er "Anna og det franske kys" på top fem, da jeg virkelig synes at den er helt vidunderlig. Jeg nød alle 3 bøger i serien, og ville ønske at der kom endnu flere af dem! Jeg kan bare slet ikke få nok!

- Nå, men hvad er så de dårligste bøger du har læst i år? 


- Jeg er jo ikke meget for det, for alle bøger er mine babyer. Jeg har så svært ved at hade dem, selvom de måske ikke var helt fantastiske. Jeg har gjort mig meget umage med at finde de fem, som jeg synes var dårligst. "Sex and the City" læste jeg til Readathon, og den var altså ret mærkelig. Ikke dårlig... helt. Men meget mærkeligt skrevet, og ikke så sammenhængende. Den manglede også lidt et plot desværre, og det var en underlig oplevelse at læse den. "Ar" var bare ikke til min aldersgruppe. Jeg tror en person som var væsentligt yngre end mig, ville have nydt den mere. Den var for kort og for kedelig for mig, og så var der ikke nok detaljer med. Den blev lidt ligegyldig. "Bavian" er en bog fyldt med noveller, og jeg vil så gerne kunne lide dem. Men det er bare sådan, at jeg er mega dårlig til noveller. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at læse dem og samtidig få noget ud af dem. Som jeg har sagt før, bør jeg måske øve mig på at analysere, for så tror jeg at man får mere ud af dem. Men de var ikke noget for mig. "Da hun forsvandt" var bestemt ikke en dårlig bog, men den skuffede mig meget, da den første bog var så meget bedre. Hvis den havde stået alene, havde den været meget bedre. Jeg brød mig ikke om at der kom en efterfølger til så fin en bog. "Endnu en Katherine" var vidst bare ikke rigtigt noget for mig. Den sagde mig ikke det helt store, og den virkede ikke på mig. Det var en udmærket historie, men bare ikke noget særligt. Og det er jeg ret ked af, da jeg virkelig elsker John Green. Endnu engang vil jeg gerne påpege at det her er virkelig svært for mig. Det er så svært at være kritisk overfor noget man elsker. 

- Hvis du skulle vælge, hvilken bog er så den absolut bedste du har læst i år?


- De to første bøger i Spektrum-serien vinder prisen som årets bedste bøger for mig. Det har været en fantastisk læseoplevelse, og jeg vil bare læse videre i serien, Jeg venter spændt på den næste bog! Jeg kan slet ikke komme mig over at det er en helt almindelig dansk forfatter, som har skrevet så fantastiske bøger. Det er jo helt vildt! Jeg er helt overvældet over hvor gode bøgerne er! Og så er de jo sindssygt smukke også! Der skulle have været billede af begge bøger, men Julie har taget den anden med i toget (hun er også fan!) Jeg glæder mig til mere fra Nanna Foss, for jeg er slet, slet ikke færdig med Spektrum-bøgerne!

- Hvad er så den absolut dårligste bog du har læst i år?


- Det må blive "Sex and the City" som simpelthen bare ikke var særligt god. Den fangede mig ikke rigtigt, og jeg var lidt skuffet, fordi jeg virkelig, virkelig elsker tv-serien, som jeg har på dvd og kan se igen og igen. Den var meget klumme-agtig og sprang i forskellige emner, som jeg ikke rigtigt kunne følge med i. Der manglede et point-of-no-return og en eller anden form for opbygning. Den var bare ikke særligt godt skrevet. Hvis der var blevet dykket mere ned i én af de små historier i bogen, tror jeg at det kunne blive til en rigtig fin historie, men det hele var desværre meget overfladisk. Øv! Jeg vil så gerne elske alle bøger, men denne var altså lidt af en skuffelse.

- Hvad er så den bedste boglige oplevelse du har haft i år?

- Bogforum! Uden tvivl! Det var en magisk oplevelse af være en del af! Så mange skønne forfattere, bogbloggere og fans, samlet på et sted. Så mange bøger og mennesker. Det var simpelthen ganske vidunderligt. Jeg er stadig helt høj ovenpå oplevelsen, selvom det efterhånden er noget tid siden. Jeg havde ikke regnet med at det ville blive så vildt, for der var ikke mange forfattere jeg kendte. Men jeg er så glad for at jeg tog afsted, for for fanden, hvor var det vildt. Jeg fortryder ikke et sekund at jeg gik rundt og svedte og stressede blandt alle menneskerne, for det var det hele værd! Jeg kan slet ikke få armene ned!

- Her til sidst, har det så været et godt år bogmæssigt?

- Personligt har jeg haft et rigtigt hårdt år og der er sket mange ubehagelige ting i mit privatliv, men bogmæssigt har det været helt fantastisk. Jeg har fået læst så mange vidunderlige bøger, jeg har fået købt stort set alle dem jeg har drømt om så længe, og jeg deltog både i Bogforum og Readathon, selvom jeg aldrig havde troet, at jeg ville have overskuddet til det. Samtidig begynder anmeldereksemplarerne at komme ind ad døren nu, og bloggen vokser sig langsomt større. Jeg har endelig fået lavet visitkort (som jeg elsker) og har fået et helt personligt og fantastisk layout til bloggen, som jeg bare kan kigge på igen og igen. Jeg er så glad for at jeg lavede bloggen, og jeg kan slet ikke komme mig over, hvor søde folk har været. Det er bare så skønt at folk gider at følge med i hvad jeg skriver. Jeg glæder mig til endnu flere oplevelser med de søde forfattere, alle de fantastiske bogbloggere og forlag, samt selvfølgelig alle jer som læser min blog. I er fantastiske!


Det har været et vidunderligt år som bogblogger og jeg glæder mig til at fortsætte! Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville blive så bidt af noget, men det fylder så meget i min hverdag. Jeg går hele tiden og planlægger, hvad der nu skal på bloggen, og hvordan og hvorledes. Jeg elsker det! Tak for et skønt bogblogger/bogår! Jeg glæder mig til et nyt og forhåbentligt endnu bedre år, med alle jer!

GODT NYTÅR!

- Luna





1 kommentar:

  1. Også rigtig godt nytår til dig!
    'Morika' er uden tvivl også på min top 5 - DEN ER BARE SÅ GOD! :D

    Du er virkelig kommet godt igang med læsning i år - det er SÅ dejligt at se! <3

    SvarSlet