tirsdag den 19. januar 2016

Boganmeldelse - Alt jeg siger er sandt


Af: Lisa Bjärbo
Forlag: Carlsen
Sidetal: 227
Original sprog: Svensk "Allt jag säger är sant"

---

Er det dét her, jeg vil bruge mit liv på? Tanken kommer krybende, da min hånd er næsten følelsesløs af alt det bankeri. Jeg aner ikke, hvor længe jeg har siddet låst inde her, jeg har ikke noget ur, men det må være mindst en halv time. Måske mere.
Uanset hvad, er det en tåbelig ting at tænke på lige nu.
Vorherre på lokum, det er a klart, at jeg ikke har tænkt mig at bruge mit liv på det her! Ingen i hele verden vil spilde sit liv på den måde, låst inde på et skoletoilet langt væk fra alting på et åndssvagt gymnasium. Ingen. (Citat s. 13)


"Alt jeg siger er sandt" er historien om den 16-årige Alicia, som på et skoletoilet finder ud af, at hun ikke længere vil gå på gymnasiet. Hun ved at hun er skabt til noget stort, og det finder hun ikke på natur-linjen på gymnasiet. Hun dropper derfor ud, og får arbejde på en café. Hendes forældre støtter hende ikke i hendes beslutning, så hun beslutter sig for at flytte hjem til sin mormor. Hun er heller ikke på god fod med sin bedste veninde, Fanny, som føler sig svigtet, da de to faktisk gik i klasse sammen. Det var noget de havde valgt sammen, og nu føler Fanny sig helt alene på skolen. På caféen møder hun den guddommelige Isak, som hun bare MÅ få fat i, selvom han har en kæreste, og det kan godt gå hen og blive noget kompliceret. Men på trods af at livet ikke altid er så nemt, så er der intet der kan slå Alicia ud. Hun er skabt til noget stort! Men så sker der noget forfærdeligt... og hele hendes liv går i stå.


Bogen er et friskt pust i en genre, hvor hovedpersonerne ofte har det svært med at være teenager og kæmper med selvværd og selvtillid. Det er tilsyneladende intet problem for Alicia. Hun har enormt høje tanker om sig selv, og tror på det bedste i livet. Hun kan klare alt! Arbejde? Intet problem. Kærester? Intet problem. Venner? Det skal nok gå alt sammen. Det er virkelig rart med en hovedperson som bare ser frygten i øjnene, og ikke er så skide bange for at gøre noget eller sige sin mening. Samtidig er den en dejlig let historie. Selvom den også er barsk, er den godt skrevet, i et fedt sprog, og den er både moderne og virkelig sjov. Jeg elsker Alicias humor og tankegang, og jeg grinte højt mange gange da jeg læste! Det er bare så godt, når bøger kan få mig til at grine. Jeg ville ønske jeg kunne læse mange flere bøger om Alicia og hendes liv, for jeg kan så godt lide hende.

Det har været et fantastisk eventyr at læse om Alicias liv og jeg synes virkelig at bogen er et friskt pust i en bogverden, hvor det ofte handler om mobning og selvmord. Denne bog gav mig livslysten lidt tilbage, efter en fælles depression med så mange andre ungdomsbøger (selvom jeg også elsker de historier! Lad os ikke glemme det!) "Alt jeg siger er sandt" får topkarakter af mig!

Bogen får 5 ud af 5 stjerner: *****








Ingen kommentarer:

Send en kommentar