søndag den 24. januar 2016

Boganmeldelse - Jeg levede


Af: Gayle Forman
Forlag: Gyldendal
Sidetal: 278
Original sprog: Engelsk "I Was Here"

---

Dagen efter Meg døde, modtog jeg dette brev:

Jeg beklager at måtte meddele, at jeg har været nødsaget til at tage mit eget liv. Beslutningen har længe været undervejs, og den er min alene. Jeg ved, at det vil volde dig smerte, og det beklager jeg virkelig, men jeg var ganske enkelt nødt til at gøre en ende på min egen smerte. Det har intet med dig at gøre og alt at gøre med mig. 
Det er ikke din skyld.
Meg. (Citat s. 7)


"Jeg levede" handler om pigen Cody, som for nyligt har mistet sin bedste veninde til selvmord. Hun blev fundet alene på et motelværelse, hvor hun havde taget en dødelig gift. Cody er knust, men da hun tager ud for at hente Megs ting på hendes collegeværelse, går det op for hende, at der måske er en grund til Megs selvmord, som hun ikke kender til. På den måde finder hun frem til Ben, som hun først tror er hendes fjende, men som hjælper hende i eftersøgningen. Med hjælp fra computernørden Harry finder hun frem til Megs verden, som Cody slet ikke kendte. Meg havde nemlig hemmeligheder som Cody slet ikke kan forestille sig. Hvorfor opsøgte hun det frygtelige website for folk som vil begå selvmord? Og hvem er All_BS og har han hjulpet Meg til at begå selvmord?

Bogen er en rigtig fin historie om at miste en man elsker. Om at stå alene tilbage og være hende der freaken med den døde veninde/søster/mor... hvad det nu end er. At man pludselig ikke bliver behandlet som den samme person, fordi folk er bange for at sige noget forkert. Det er også en fortælling om hvordan man sommetider tror man kender folk, og så finder ud af at det gjorde man overhovedet ikke. Hvordan ens veninder/venner/kæreste kan gå rundt med en kæmpe hemmelighed, som man ikke kender til. Det er en skræmmende tanke, men det giver én lidt at tænke over. Jeg synes at bogen er rigtigt god skrevet, og det er en spændende lidt detektiv-agtig historie, og det synes jeg er dejligt. MEN jeg synes altså der mangler et overraskelses moment. Jeg håbede sådan at All_BS ville være en eller anden hun kendte, at det ville komme som en kæmpe overraskelse og ville give bogen et twist. Men desværre blev det ikke rigtigt sådan (sagt uden at spoile alt for meget) og det er jeg ret ked af, for historien var ellers så god. Det var lidt af et antiklimaks for mig, og selvom slutningen er fin, synes jeg ikke helt man får en forløsning. Men det er vel sådan det er at være i sorg. Det kan jeg godt se. Der er sjældent en lykkelig slutning. 

Alt i alt synes jeg det er en fin historie, dog med en del mangler! Der manglede et ordentligt svar på alle spørgsmålene og en ordentlig forløsning både i form at slutningen, men også med All_BS. Om ikke andet, så synes jeg at man skal læse den, hvis man kan lide Gayle Forman som forfatter, for den er jo godt skrevet. Men de sidste 100 sider var nok lidt et antiklimaks og en skuffelse for mig.

Bogen får 3 ud af 5 stjerner: ***










Ingen kommentarer:

Send en kommentar