mandag den 29. februar 2016

Boganmeldelse - Mødet (After #1)


Af: Anna Todd
Forlag: People'sPress
Sidetal: 543
Original sprog: Engelsk "After 1"

---

"Kender du Hardin?" spørger Landon. Hardin er sikkert ret berygtet her på campus, hvis selv en sød fyr som Landon kender til ham.
"På en måde. Min roomate er venner med ham. Han er ikke ligefrem min kop te," hvisker jeg.
Og i samme øjeblik møder jeg Hardins blik. Bare han ikke har hørt noget. Hvad kunne han ikke finde på? På den anden side er jeg faktisk ret ligeglad - han ved jo ligesom godt, at vi ikke har det store til fælles. 
Alligevel bliver jeg nysgerrig efter at høre, hvad Landon ved om ham. (Citat s. 39)

---

Tessa er en pæn, pligtopfyldende pige som har det hele. Hun har et godt forhold til sin mor, hun har en kæreste som hun elsker og har kendt for evigt, og nu skal hun starte på college. Derefter bliver intet nogensinde det samme. Hun møder den perfekte badboy, Hardin og selvom hun hader ham fordi han er sløset og arrogant og egentlig pisse irriterende, så kan hun ikke lade være med at tænke på ham. Tessa er meget forvirret over sine følelser, og da de to endelig ender sammen, er hun bare endnu mere forvirret. Hvad med hendes kæreste derhjemme? Hvad vil hendes mor sige? Og hvorfor bliver Hardin ved med at skifte imellem at være sød og dejlig, eller en mega nar? 

----

Selvom det er en lidt tyk bog, så føles den faktisk slet ikke så lang. Der sker mange ting i bogen, men ikke sådan at det bliver frustrerende eller virker som om forfatteren skulle fylde ud. Det virker! Jeg kan især rigtigt godt lide forskellen på den rene, pæne Tessa og den aggressive, tatoverede og lidt arrogante Hardin. De to kan dog godt gå mig lidt på nerverne, for det virker som om de tager et skridt frem og to tilbage konstant. Jeg har aldrig selv oplevet den slags forhold, hvor man både hader og elsker hinanden, og mit forhold er utroligt roligt. Derfor har jeg nok lidt svært ved at sætte mig ind i deres forhold, som er så intenst og voldsomt hele tiden, med en hel masse følelser. Der skal selvfølgelig være en gnist når man er i et forhold, men jeg synes det virker meget voldsomt, når de går fra at elske til at hade hinanden på få sekunder. Det har jeg i hvert fald aldrig oplevet. Hardin irriterer mig også ret meget, og det gør mig frustreret, for jeg vil så gerne kunne føle hvad det er Tessa føler for ham. Men for det meste har jeg bare lyst til at slå ham, fordi han er så mega led overfor Tessa og siger ting, kun for at ramme hende. Det synes jeg bare er så strengt. Om ikke andet, så virker de ting som skal virke i bogen, men hold kæft hvor bliver jeg frustreret over deres forhold. Hvorfor kan de ikke bare finde ud af det altså? Slutningen så jeg slet, slet ikke komme og jeg elsker den! Jeg vil ikke sige for meget, men jeg er virkelig spændt på hvad der kommer til at ske!

Denne bog irriterede mig det meste af tiden, men samtidig er det bare en rigtigt god historie. Den rammer der hvor den skal ramme, og den fungerer så godt! Der er virkelig, virkelig meget sex i den, og det havde jeg slet ikke set komme, så det skal man altså lige være forberedt på. Jeg havde regnet med en helt uskyldig ungdomsbog, men den er altså for de lidt ældre. Om ikke andet, så er det nogle ret gode beskrivelser af sex, så det virker som det skal. God bog som gjorde mig irriteret og glad på samme tid!

Bogen får 4 ud af 5 stjerner: ****

   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar