tirsdag den 2. februar 2016

Lidt om Luna #1 - Min sygdom


Jeg har besluttet at lave nogle indlæg, hvor jeg fortæller lidt om mig selv. Jeg synes det er så hyggeligt at kende personerne bag de forskellige blogs, så her vil jeg fortælle lidt om mig selv, og de ting som andre måske ikke ved om mig. I dag vil jeg fortælle om noget, som fylder meget i mit liv, og som jeg kæmper med hver eneste dag. Læs med her!

Jeg fortæller ofte folk, at jeg går hjemme, fordi jeg lider af en sygdom. Men der er faktisk ikke særligt mange som ved hvad jeg fejler eller hvad min sygdom går ud på. Der er ikke mange (udover min kone og min bedste veninde) som ved hvad jeg kæmper med, og det vil jeg forsøge at fortælle. 
Jeg har diagnosen skizotypi som er en slags mildere form for skizofreni. Det er altså en slags sindslidelse, en psykisk sygdom. Jeg synes ikke helt selv at diagnosen passer på mig længere, nu hvor jeg har fået det bedre, men det er en helt anden historie. Hvis du vil læse mere om skizotypi, kan du altid søge på Google. Det vigtigste her, er at fortælle hvad det betyder for mig og mit liv.

Før i tiden kæmpede jeg rigtigt meget med angst. Ikke bare lidt ubehagelig angst, men uoverskuelig, skræmmende, klam og frygtelig dødsangst og sygdomsangst. Bare jeg mærkede det mindste i min krop, var jeg overbevist om at jeg skulle dø. Det samme skete, hvis jeg hørte en høj lyd udenfor. Så var jeg sikker på at jorden gik under. Jeg sov sjældent og drak rigtigt meget alkohol, for det var faktisk det eneste som kunne få angsten til at gå væk. Jeg havde hjertebanken og ofte ondt i brystet, som gjorde mig endnu mere angst. Det ændrede sig dog, da jeg begyndte på noget nyt medicin (det jeg får nu), som fik angsten til at gå nogenlunde væk. Jeg er stadigvæk sommetider angst for at blive angst, og det er noget som ofte kommer i ubehagelige situationer. Jeg undgår så vidt muligt sygehuse og steder som kan udløse angsten. Jeg kan stadigvæk godt mærke lidt til det, hvis mit hjerte pludselig gør lidt ondt eller jeg får krampe i benet, eller mærke en underlig ting på min krop. Men jeg går ikke i panik, som jeg gjorde før i tiden, og det er et kæmpe fremskridt. 

Det jeg kæmper med nu, er faktisk mere en form for social angst. Jeg er enormt dårlig til at komme ud og møde nye mennesker (eller folk jeg kender) og jeg kan blive rigtigt bange og angst, hvis jeg skal noget jeg ikke har prøvet før, med nye mennesker. Derfor er det rigtigt svært for mig at komme fx i skole eller på arbejde, og er en af grundene til, at jeg har gået hjemme i så langt tid. Det er selvfølgelig rigtigt svært, for jeg er virkelig et socialt menneske og jeg elsker at hygge og snakke i timevis med mine venner. Men angsten holder mig tilbage og jeg trækker mig meget tilbage til min trygge base i lejligheden sammen med Julie, som jeg er tryg ved og kender så godt.

Herhjemme har vi lavet et pointsystem. Ikke noget konkret, men vi snakker ofte om point, når det drejer sig om mit overskud. Hvis vi siger at normale mennesker som ikke fejler noget, og som lever et normalt liv med arbejde, skole og den slags, har 100 point hver eneste dag til at gøre alle de ting, som kræver overskud. Det er selvfølgelig forskelligt hvor mange point de enkelte ting bruger, men det kommer der mere om. Jeg har måske 20 point på en dag, hvor de fleste andre har 100. Men jeg bruger dobbelt så mange som de fleste. At stå op om morgenen kræver måske 3 point. At gå i bad kræver i hvert fald 7 point, det er allerede 10 point og jeg har ikke rigtigt lavet noget endnu. At tage op i byen og handle og derefter tage hjem igen, tager i hvert fald 10 point, og så har jeg opbrugt alle mine point. Det betyder at jeg skal komme igennem resten af dagen på minutpoint, og det er så dem jeg skal bruge dagen efter. Det vil sige, at når jeg står op dagen efter en dag på minuspoint, har jeg ingen point at tage af... så jeg kan ingenting. Mit overskud er væk og jeg kan ikke engang overskue at rejse mig fra sengen og tage tøj på. Det er derfor tit at jeg slet ikke orker noget som helst, og alting er uoverskueligt. Jeg er ofte træt og ugidelig. 

Udover manglende overskud/energi og social angst/fobi så har jeg det svært med min sindsstemning. Jeg skifter hurtigt humør og der skal ikke meget til at gøre mig ked af det eller trist. Jeg kæmper meget med at holde humøret oppe, men det er sjældent jeg er rigtigt glad. Jeg kan sagtens virke glad og smilende udadtil, men indeni er det noget helt, helt andet. Jeg har det som om jeg er én stor depression indeni. Selvom jeg kæmper for at mærke glæde og gør så mange ting for at gøre mig selv glad, er det rigtigt svært. Jeg går ikke rundt og er ked af det hele tiden, men jeg har altid en sindsstemning som er under de fleste andres. Med tiden er jeg blevet bedre til at kontrollere det, og kan holde mit humør på et normalt niveau det meste af tiden, men det kræver ikke mange ord, at få hele korthuset til at vælte. Jeg har det som om jeg er lavet af glas.

Jeg tager 2 forskellige slags anti-psykotisk medicin (Solian og Abilify) og så taget jeg noget beroligende når jeg har det svært eller ikke kan sove (Oxapax). Jeg går til samtale i psykiatrien ca. én gang om ugen (lige nu er jeg imellem behandlere) og kæmper for at få en normal hverdag. Jeg ønsker mig så meget et helt normalt liv! Jeg har ikke nogle store drømme om at blive rig, kendt eller noget i den retning. Jeg vil bare være rask! Det er mit største ønske!

Der er rigtigt mange ting jeg ikke kan, fordi jeg er bange for at blive angst, og fordi jeg hurtigt bliver meget, meget træt. Jeg kan fx ikke have et arbejde eller gå i skole, og det synes jeg er rigtigt svært. Jeg vil det så meget! Jeg har en drøm om at starte på bibliotekaruddannelsen, og det begynder at nærme sig, at jeg måske tør prøve. Men jeg er rædselslagen! Jeg er så bange for, at jeg ikke kan være der i mere end et par timer, og så bare går kold. Jeg mister så hurtigt koncentrationen og bliver træt, så det er virkelig noget af en prøvelse. Jeg er bange for alle menneskerne på skolen, alle dem jeg skal lære at kende, gruppearbejdet. Det skræmmer mig fra vid og sans. Nu må vi se. Jeg vil i hvert fald kæmpe alt hvad jeg orker!

Det var lidt om hvad jeg fejler og hvorfor jeg går hjemme. Der er meget mere til historien. Jeg har fx gået til samtaler forskellige steder siden jeg var teenager, fordi jeg altid har haft det svært. Jeg har været cutter i rigtigt mange år, og kæmper stadigvæk med det. Jeg har været indlagt og har været tilknyttet akutteamet og meget, meget mere. Men hvis der er noget I vil vide, så spørg endelig. Jeg vil altid gerne fortælle! Intet er for mærkeligt, for stort eller for småt.

Men én ting er helt sikker: Bloggen har virkelig været med til at redde mit liv. Tak til alle jer som følger med <3


   

11 kommentarer:

  1. Stærkt at du deler din historie <3 Det hjælper hvis andre sidder i samme både, og det hjælper også for dig højst sandsynligt (gør det for mig).
    Med hensyn til skole, har du så overvejet fjernundervisning? Jeg er selv ved at undersøge mine muligheder, fordi min social angst har sagt stop på den uddannelse jeg startede på i januar.
    Alt lykke frem over <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak :') jeg har undersøgt det hele og jeg kan søge om at få færre fag og tage uddannelsen på længere tid! Og jeg kan også få en mentor! Så der sker lidt! Jeg har ikke overvejet fjernundervisning dog! Det må jeg tjekke ud!

      Slet
    2. Man kan sagtens ta et fag fysisk og resten på fjernundervisning fx. Ved jeg der er rigtig mange med angst der gør, og skal selv i gang med det :) Og lige så snart du har et papir med diagnose på, så kan du få mentor og SPS timer til det du har svært ved :)

      Slet
  2. Svar
    1. Mange tak! Er helt beæret over at folk har været så søde <3

      Slet
  3. Så sejt at du er så åben omkring det, deler din historie, og at du kæmper videre! Krydser fingre for, at din drøm om bibliotekaruddannelsen nok skal gå i opfyldelse :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak <3 jeg krydser hele min krop for at det kommer til at gå! Men én dag ad gangen!

      Slet
  4. Fedt, at du deler din historie. Det er bare så vigtigt. Jeg håber, det hele kommer til at gå, som du gerne vil.

    www.boghunden.dk

    SvarSlet
  5. Fedt, at du deler din historie. Det er bare så vigtigt. Jeg håber, det hele kommer til at gå, som du gerne vil.

    www.boghunden.dk

    SvarSlet
  6. Kæmpe kram, søde Luna. <3
    Jeg synes simpelthen at du er SÅ stærk og du ved, at du også har hjulpet mig endeløst, da jeg havde det aller sværest - tak for dig og den du er. <3

    SvarSlet