onsdag den 17. februar 2016

Lidt om Luna #4 - Lidt om at være ensom


Jeg har besluttet at fortælle lidt om mig selv, så I kan lære mig bedre at kende. Som bogblogger er det sjældent jeg bliver helt vildt personlig, og derfor synes jeg det er vigtigt at fortælle lidt fra privaten, så I ved lidt om, hvem jeg egentlig er og hvem det er I følger. 
I dag skal det handle om ensomhed. Rikke fra Flyv med mig lavede et indlæg om ensomhed på et tidspunkt, og jeg kunne bare mærke hvor meget jeg kunne genkende det fra mit eget liv. Jeg har længe tænkt at jeg ville skrive om emnet, men har altid været bange for at det ville komme til at lyde som om jeg har vildt ondt af mig selv. Sådan er det slet ikke, og jeg håber ikke I tager det på den måde, men derimod selv kan bruge det jeg skriver, i jeres eget liv.

Da jeg blev student i 2008, fik jeg et job på McD. Det var et fint job og jeg var glad for at være der, men jeg kunne godt mærke at noget manglede lidt. Det var sådan at jeg ikke rigtigt passede ind på arbejdspladsen. Der var en masse unge som arbejdede de (primært unge) men jeg var anderledes. Jeg var sådan en lidt punkpige med piercinger og anderledes tøj og musiksmag. Jeg har aldrig været diskotekstypen, og det var dem som arbejdede der. Jeg passede simpelthen bare slet ikke ind. Det slog mig dog ikke rigtigt ud, for jeg havde venner og veninder som jeg så i min fritid, som jeg alligevel ikke havde frygteligt meget af, da jeg arbejdede fuldtid. Imens jeg arbejdede der, fik jeg et nyt job i Rema 1000 og fik derfor færre timer der. I Rema var det ikke nemmere. Jeg sad i kassen 7 timer om dagen, og var derfor helt alene. Ikke nok med at jeg ikke var glad for mine jobs, så blev jeg langsomt mere og mere syg (se HER for at se mit indlæg om min sygdom) og blev derfor fyret fra begge mine jobs. 

Jeg stod nu og var sygere end nogensinde og havde mistet begge mine jobs. Det så ikke ligefrem lyst ud. Det var dog sådan, at jeg i mellemtiden havde mødt en sød pige, som jeg begyndte at se meget mere til på det tidspunkt, hvor jeg faktisk havde det helt elendigt. Da vi havde været kærester i 5 måneder besluttede vi os for at flytte sammen. Jeg havde gået i terapi i næsten et år, og var langsomt begyndt at blive klar til at flytte fra min mors hus, hvor jeg var flyttet hen, da jeg ikke havde råd til at bo i egen lejlighed uden job. Kæresten var Julie (min kone) og hendes skole lå i Holbæk. Jeg gik hjemme, så jeg havde ikke rigtigt andre muligheder, end at flytte med til Holbæk, hvis jeg ville bo sammen med hende. Det ville jeg mere end noget andet, så jeg pakkede mine ting og flyttede. Der mærkede jeg for alvor hvordan det føltes, at være helt alene i verden.

Julie gik i skole i hverdagene, og jeg blev sat i forskellige aktiveringstilbud, hvor jeg ikke skulle være særligt social. Både på et opholdssted hvor jeg brugte alle timerne på at skrive, og senere et tilbud hvor jeg skulle træne 3 gange om ugen. Jeg mødte derfor ikke rigtigt nogen mennesker, og slet ikke folk jeg havde lyst til at have et forhold til. Når man er psykisk syg, bliver man tit sendt ud blandt andre psykisk syge, og de er tit lidt anderledes end mig. Jeg har aldrig haft lyst til at lære andre (meget) psykisk syge at kende, da jeg slet ikke kan holde til andres problemer (selvfølgelig små-problemer og den slags, men ikke mere end det.) Det er måske ikke særligt sødt at tænke sådan, og alle psykisk syge er jo heller ikke vildt irriterende og vil snakke om deres sygdom, sådan er det slet ikke. Men jeg leder ikke efter andre syge og har aldrig haft lyst til det. 

Derfor var jeg pludselig meget, meget ensom i en by fyldt med mennesker. Samtidig var jeg så syg, at jeg faktisk ikke kunne overskue at gøre noget ved det. Jeg blev ved med at udskyde det, og tænkte at jeg nok skulle få venner på et tidspunkt. Jeg havde jo venner som jeg så i weekenderne, så det hele skulle nok gå...

Det kom ikke til at gå. Da vi for 3 og et halvt år siden flyttede her til Valby, gik det hurtigt op for mig, hvor ensom jeg egentlig var. Først gik jeg 5 måneder på IVA men måtte stoppe fordi jeg var blevet for syg igen. Der fik jeg ikke en eneste ven. Der var ikke én jeg havde noget tilfælles med, og jeg var så ked af det. Jeg havde virkelig regnet med, at det skulle være min store chance for endelig at få venner. Sådan blev det ikke, og da jeg 5 måneder senere måtte indse at jeg var for syg til at fortsætte blev det endnu værre.

Nu er der gået 3 år siden jeg stoppede på den uddannelse som jeg havde drømt om i lang tid, og jeg er stadig alene. Jeg har en vidunderlig kone som jeg ikke ville bytte for noget i hele verden. Hun får alting til at se lyst og fantastisk ud når hun er hjemme, og jeg glemmer alle mine problemer for en kort stund. Men hun arbejder 37 timer om ugen, sommetider mere. Jeg er derfor ret meget alene. I 3 år har jeg været hjemmegående og har ikke mødt ET ENESTE nyt menneske, andre end behandlere og sagsbehandlere. Det går altid op for mig, når det er weekend, og jeg ikke har en eneste ven jeg kan ringe til. Jeg kender 2 personer i København, og når ingen af dem kan, er jeg helt alene i de weekender, hvor Julie arbejder. Min bedste veninde bor i Sønderborg, så hende ser jeg ikke så tit. Jeg har veninder og venner, det har jeg. Men de bor langt væk, og de fleste af dem snakker jeg ikke med længere, fordi vi er helt forskellige steder i vores liv. Alle tager uddannelser og arbejder, har et godt og socialt liv. Jeg sidder og rådner op i min lejlighed. Jeg har ofte tænkt på at benytte et af de tilbud der er for psykisk syge eller ensomme, men jeg er for angst og for bange, til nogensinde at møde op. 

Som I kan se, er det ikke altid nemt. Jeg er ikke god til at være alene, men heller ikke god til at være mange. Jeg bliver faktisk angst i begge situationer... skide fedt, ikke? Jeg har forsøgt på nettet også, men der har ikke rigtigt været bid. Jeg er vidst ikke så god til det, og det irriterer mig hurtigt hvis folk ikke kan stave eller det de skriver er for langt, for kort eller for dumt. 

Jeg er nok nået til et punkt, hvor jeg har givet lidt op.
Er der andre som har prøvet at være ensomme? Hvad gjorde I for at komme mere ud og møde mennesker?
Er du selv ensom? 

Jeg kunne godt bruge lidt respons fra folk, som ved hvordan det er, eller folk som er kommet ud af ensomheden. Eller måske bare en fremtidig ven/veninde!
Om ikke andet, så håber jeg I kunne bruge dette indlæg til en lille smule. Jeg er ikke ude på at folk skal have ondt af mig. Jeg vil bare så gerne fortælle min historie. Det synes jeg er vigtigt!



3 kommentarer:

  1. Hej, Jeg er ret ny her på din blog men er rigtig glad for at jeg har fundet den. Især nu hvor du har skrevet som ensomhed og dine følelser omkring det.
    Jeg lider ikke selv af ensomhed som sådan, men jeg lider af angst og kan genkende rigtig mange af de ting du skriver.
    Men respekt for at du skriver dette og ikke mindst sætter ord på det med at man ikke ønsker at folk skal have ondt af en, men man vil egentlig gerne bare informere folk om hvordan man har det.
    Tror det bedste man kan gøre mod hvad end man kæmper med er at gøre noget grænseoverskridende, måske du skulle finde dig en hobby, og derved lede efter folk med samme hobby og lave en gruppe hvor i har det at være sammen om. På den måde ville du se andre mennesker end kun din kone i hverdagen. (:

    SvarSlet
  2. Endnu en gang et utroligt stærkt og ærligt indlæg!
    Jeg kan nikke genkendende til rigtig mange af de ting du skriver. Desværre har jeg ikke så mange råd til, hvordan man kommer ud af ensomheden. Mange af mine tætte venner er flyttet til andre dele af landet pga. studie, så der går længere tid mellem at vi ses, men jeg kan 'leve længe' socialt på det, når det så endelig sker.
    Det med at møde nye mennesker er virkelig svært. Jeg har altid mødt nye mennesker gennem folk jeg kendte i forvejen, og dem der har holdt ved må virkelig have kæmpet, for jeg er så sindssygt dårlig til at tage initiativ til at ses. Jeg har altid tænkt, at jeg var lidt af en enspænder, men på det sidste er det begyndt at gå op for mig, at jeg nok egentlig bare får mit sociale behov dækket uden at opdage det, fx ved at besøge min familie, eller ses med folk fra mit studie (men det har også taget lang tid at bygge op, så jeg er bange for, at der ikke er nogen hurtig løsning).
    Men ved ikke om det ville kunne være en løsning for dig også at bruge din familie (hvis de ellers bor i nærheden og du har lyst til at tilbringe tid med dem) eller hvis dine venner i København har en omgangskreds du kan blive en del af? Det er i hvert fald det, der har virket for mig :)
    Alternativt kunne du også bruge din interesse for bøger til at starte en bogklub :)
    Jeg håber, at du kommer ud af ensomheden. Du virker så sød og åben, så jeg er sikker på, at det nok skal lykkes dig at finde nogle søde mennesker at bruge tid med!

    SvarSlet
  3. Synes egentlig Karinas forslag er fint. Find/start en bogklub.

    Jeg må indrømme, at jeg heller ikke helt har forstået det der med, at psykisk syge bliver sat i aktiviteter med andre psykisk syge. Altså, jeg forstår det på en måde godt, men man kan da også sagtens have behov for andre mennesker omkring sig. Så jeg synes egentlig, det er en lidt pudsig tendens, at det udelukkende er sådan nogle tilbud der er.

    Har du ikke en, der kan tage dig under armen og tage med i de tilbud, som du nævner at have fundet, men ikke tør møde op til? Måske kan det hjælpe?
    Har du mulighed for at få en mentor? Så kan det være, han eller hun ville kunne hjælpe med det.

    SvarSlet