mandag den 29. februar 2016

Min måned i bøger #5 - Februar


Jeg havde egentlig lidt en fornemmelse af, at denne måned havde været lidt tam på læsefronten, men det er faktisk gået bedre end jeg havde forventet. 9 fysiske bøger og én e-bog, er det blevet til i denne måned, og det synes jeg faktisk er ganske udmærket, på trods af at jeg synes jeg har lavet alt andet end at læse. Jeg har faktisk haft lidt dårlig samvittighed overfor bøgerne, men det er tydeligvis gået bedre end jeg havde troet. Så yay! 

"Dødsvalsen" fik jeg tilsendt fra forlaget Brændpunkt og jeg var ret nysgerrig, for jeg synes ikke bagsideteksten gav mig så frygteligt meget info. Jeg er rigtigt glad for at jeg fik den læst, for det viste sig at være en rigtig fin lille historie om livet og døden.

"Nikolaj: bøsser, bumser og beskidte sokker" fik jeg tilsendt fra forfatteren, Mark Liebst, og den kunne jeg slet ikke vente med at komme i gang med. Den viste sig også at være ganske fantastisk. En helt vidunderlig bog om at være anderledes, teenager og ikke mindst, forelsket.

"Runemagikeren" har jeg fået tilsendt fra forfatteren og forlaget Turbine, og den har jeg længe ville læse, da jeg virkelig elskede den første bog i serien! Den skuffede bestemt heller ikke og jeg måtte give den 5 stjerner i min anmeldelse. Den var helt vidunderlig jo!

"Helbrederen (lysets kvinder 1)"  fik jeg tilsendt fra forfatteren og forlaget Egolibris. Det er min allerførste e-bog, og jeg må indrømme at det ikke var så slemt som jeg havde troet. Selvom jeg læste bogen på min iPhone, var det faktisk helt fint og det var dejligt nemt at kunne læse overalt, uden at skulle slæbe en stor bog med mig. Om ikke andet så var det en fantastisk læseoplevelse, og bogen var altså bare rigtigt god, og så lidt mere til!

"Som ulve er færrest og får er flest" var en lille satirisk bog som jeg fik tilsendt fra forfatteren, Palle Vibe. Den var ret morsom, men jeg må nok indse at den ikke helt var noget for mig. Den handlede i stor stil om parforhold mellem mand og kvinde, og da jeg lever i et lesbisk parforhold, var den lidt langt fra min verden.

"Skyggernes spil" er 2. bog i serien om Caldera. Jeg har fået denne bog tilsendt fra forlaget  Facet og er dem evigt taknemmelig. Det var nemlig en helt igennem skøn bog, som jeg virkelig elskede! Jeg er helt vild med det univers og kan slet ikke få nok!

"Shut out" var en fin high school-bog om krig og kærlighed. Jeg kan slet ikke få nok af den slags bøger og jeg glæder mig til at læse resten af bøgerne i "Hamilton high"- serien. Denne bog læste jeg på engelsk.

"Hverdagsmagi" har jeg fået tilsendt fra forlaget Mellemgaard og det var en rigtig fin, lille bog. Den handlede om magi i en helt almindelig hverdag. I alle mulige situationer. Om det så er en tandbyld eller et biluheld. Rigtig fin bog.

"Mellem-rum" var en fin lille digtsamling som jeg har fået tilsendt fra forlaget Mellemgaard og den var bare så fin, så fin. Det er nok det bedste ord til at beskrive den: fin. Det var en samling fortællinger om livet, livets udvikling og hverdagen. Jeg kunne godt lide den og det er store ord, for jeg er kræsen!

"Mødet (After 1)" er jeg netop blevet færdig med, og hold da op, det var en blandet fornøjelse. Der kommer en anmeldelse af den snarest! Jeg vil dog afsløre at hovedpersonerne godt kunne irritere mig en lille smule og at der virkelig er meget sex i bogen!

Det var så min måned i bøger! Den har virkelig været god og jeg sidder her med en følelse af at være ganske tilfreds. Der har næsten kun været gode oplevelser, så det er jo perfekt. Har du fået læst noget godt i februar? 





2 kommentarer:

  1. En flot stak bøger! Jeg fik læst 4 bøger i februar, hvor den bedste var Edith Whartons 'The Age of Innocence'.

    SvarSlet
  2. Hvor har du læst mange gode bøger! 'Helbrederen' var jeg også helt vild med, og ja, det der med at læse på telefonen er altså temmelig smart! :D Prøv Mofibo af, hvis du er frisk - så vil verden omkring dig forsvinde helt! :P

    SvarSlet