fredag den 11. marts 2016

Boganmeldelse - Maúd Bertelsen: Modellen med de 100 ansigter


Af: Maúd Bertelsen
Forlag: Mellemgaard
Sidetal: 163
Original sprog: Dansk

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Mellemgaard, men alle meninger er selvfølgelig mine egne.

---

Det allerførste billede af mig som fotomodel. Jeg var blond, for jeg troede, man skulle være blond i de sydlige lande. Fra naturens side er jeg jo ikke ligefrem den lyseste type, for på min fars side nedstammer jeg fra taterne.

Man vidste ikke meget om reklames magt i 1959, men jeg fik dem overbevist om, at de ville sælge 
bedre med en levende model på billedet i stedet for bare cigaretpakken.

Nu fik kunden mere mod og satte også en mand med i billedet - ikke dårligt...

Jeg ser ellers ikke særligt lykkelig ud - hverken for cigaretten eller manden. (Citat s. 7)

---

Maúd Bertelsen var Danmarks første topmodel og i denne bog får vi hele fortællingen om hendes arbejde i modelbranchen i hele verden. Om hvordan hun selv lagde sin makeup, og opfandt sine helt egne poseringer og bevægelser på billederne. Hun fortæller om sin historie, om sine mange billeder samt sit arbejde med nogle af de største, som blandt andet Vogue og Harper's Bazaar. Hendes modelkarriere voksede i 1960'erne og 1970'erne og hun fortæller om de mange forskellige fotoshoots med mange forskellige mennesker, meget forskelligt mode og mange forskellige fotografer. Hun var i stand til at tilføre noget helt særligt til hver enkelt fotoshoot, og det gjorde at hun altså fik navnet: Modellen med de 100 ansigter.

---

Der er mennesker som hader biografier og selvbiografier, og så er der mennesker som elsker dem. Mennesker som mig. Jeg er vild med selvbiografier og jeg sluger dem råt. Det er nærmest uanset hvem de handler om. Til at starte med må jeg indrømme at jeg aldrig nogensinde havde hørt om Maúd Bertelsen, før jeg læste bogen. Men hvor er jeg glad for at jeg gjorde det. Hun er virkelig et inspirerende menneske med en god historie at fortælle. Det er ærgerligt at hun ikke går mere i dybden med sin historie og sit privatliv, men det har hun nok valgt at holde for sig selv. Der er meget fokus på selve modelarbejdet og det er egentlig også ret fint. Jeg kunne dog godt have haft brugt noget mere om hende som person, og hendes personlige oplevelser. MEN når det er sagt, så elskede jeg at læse om hendes oplevelser i modelbranchen og fortællingerne om alle billederne, for der er mange og det er skønt. Bogen er rigtigt flot billedmæssigt, og hun er jo simpelthen så smuk!

Jeg synes virkelig det var en fin bog. Den er måske ikke så skriveteknisk fantastisk eller fyldt med dybe ord og fraser, men den er underholdende og fyldt med gode billeder! Maúd fortæller en rigtig god historie, og jeg slugte bogen på et par timer. Den har sine småfejl (blandt andet er det ikke let at finde ud af, hvilket billede hun snakker om) men alt i alt var det en rigtig god læseoplevelse!

Bogen får 4 ud af 5 stjerner: ****



  

1 kommentar:

  1. Håber du så portrættet af hende i går aftes på DR1? Ellers kan du gense udsendelsen ved at gå ind på DR.dk og der er hun ikke karrig med også at fortælle om sin triste barndom med forældre svigt og misbrug.

    SvarSlet