lørdag den 2. april 2016

Boganmeldelse - Den sidste olie


Af: Rune Stefansson
Forlag: Byens forlag
Sidetal: 382
Original sprog: Dansk

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Byens forlag, men alle meninger er selvfølgelig mine egne!
---

Mellemøstens mægtigste mand, som nogen engang havde kaldt ham, kunne sende mig, lige hvorhen det passede ham. Vi havde en klemme på hinanden. Men hvor min trussel mod ham kun kunne koste ham nogle milliarder shekel, som han nok kunne leve foruden, ville hans sanktion koste mig livet, hvis jeg ikke gjorde, som han forlangte.
I går eftermiddags lå der en enkeltbillet med Air Greenland til Nuuk via Kangerlussuaq i min indbakke. Jeg havde ikke noget valg. Den krypterede, afsenderløse mail, som billetten var vedhæftet, ofrede ikke overflødige ord:

Find Vicky von der Pahlen
P  (Citat s. 9-10)

---

"Den sidste olie" handler om den dansk/latinamerikanske privatopdager, Marcelo Krankl, som bliver sendt til Grønland af "mellemøstens mægtigste mand" som har en klemme på ham. Her er hans opgave at finde kvinden Vicky von der Pahlen (også kendt som Vicky Wonder) som arbejder for Greenpeace. Hun er blevet bortført og er et eller andet sted i Grønland. Nu må Marcelo gøre hvad han kan, for at finde hende og få hende i sikkerhed. Men hvem har bortført hende, hvor er hun egentlig og hvorfor? 

---

Jeg kom egentlig hurtigere igennem bogen end jeg havde regnet med. Jeg er overhovedet ikke til krimier og denne her bog er faktisk den første krimi, jeg nogensinde har læst til ende. Det må siges at være noget af en sejr for forfatteren, for det betød at den var spændende nok til at holde mig fast. Men når det er sagt, så tror jeg måske man skal have sat sig noget mere ind i Marcelo Krankl-krimierne, for jeg synes der er mange løse ender og ting jeg ikke rigtigt forstod. Selvom man sagtens kan læse den som selvstændig bog, synes jeg ikke at jeg stod med et færdigt produkt. Måske er det bare mig, men jeg synes der mangler nogle afslutninger. Men jeg synes det var en udmærket historie, og jeg kunne rigtigt godt lide beskrivelserne af Grønland og den grønlandske natur. Desværre er historien lidt tynd, og jeg synes ikke rigtigt hele olie-delen virker for mig. Derimod kunne jeg rigtigt godt lide "spion"-delene af bogen. Det synes jeg var rigtigt spændende.

Min konklusion er nok, at det var en fin bog med mange gode idéer, men at det overordnede tema virkede tynd og uden ordentlige løsninger på problemstillingerne. Den kunne dog holde fast i mig som læser, hele vejen igennem, og derfor får den en stjerne mere end jeg egentlig havde tænkt. Slutningen kunne jeg rigtigt godt lide, især fordi der endelig var svar på nogle ting, men udover det, må jeg nok indrømme at jeg ikke helt er fan af denne bog.

Bogen får 3 ud af 5 stjerner: ***



Ingen kommentarer:

Send en kommentar