tirsdag den 12. april 2016

Boganmeldelse - Forladt


Af: Line Kyed Knudsen
Forlag: Carlsen
Sidetal: 158
Original sprog: Dansk

---

Mens vi dansede, fik jeg øje på Mads. Han sad i en af sofaerne langs væggen. Jeg gik ikke hen til ham. Et eller andet sted vidste jeg nok godt, at jeg var for fuld. Det ville være for pinligt. 
Jacob kom med fadøl til os, som jeg kun drak, fordi jeg var så tørstig. Og så kom jeg alligevel til at glo hen på Mads igen. Og vinke og smile til ham. Men han så mig slet ikke, og et øjeblik fortrød jeg, at jeg overhovedet havde snakket med ham i kantinen i dag. (Citat s. 29)

---

"Forladt" handler om Cecilie som netop er flyttet i lejlighed sammen med sin deprimerede mor, efter hendes forældre er blevet skilt, selvom hun helst vil bo sammen med faren og lillebroren. Hun vil dog ikke have at moren er alene, og derfor har hun besluttet at det er bedst sådan. Samtidig møder hun Mads. Den lækre fyr fra 3.g som alle ved hvem er. Han flirter med hende, og hun kan slet ikke forstå at hun kan være så heldig. Der går ikke langt tid før de to finder sammen og Cecilie kunne ikke være mere lykkelig. Men langsomt begynder tingene at gå galt. Er Cecilie blevet gravid? Og er Mads egentlig den hun tror han er? Alt det Cecilie havde troet var perfekt, har pludselig forvandlet sig til et mareridt. Hvordan skal tingene nogensinde blive okay igen?

---

Umiddelbart er det en rigtig fin bog. Jeg kan godt lide handlingen og den er lynhurtigt læst, fordi sproget er nemt og godt. Men når det er sagt, så er der en del som irriterer mig i bogen. Desværre virker deres talesprog som om de er meget, meget yngre end de skal forestille. Da jeg gik på gymnasiet snakkede jeg da nærmest som jeg snakker nu? Jeg kan godt huske at der var nogle irriterende ord og sætninger som blev gentaget, men det er der vel egentlig også nu, selvom jeg er 27 år gammel. Nej, deres sprog er simpelthen for barnligt til gymnasiet. Samtidig synes jeg at hele delen med moren som ikke kan komme ud af sengen og som virker deprimeret, skulle enten være der mere eller slet ikke. Man får ligesom ikke rigtigt nogle svar på hvad der egentlig sker med hende, og det er ret frustrerende. Mads er helt vildt irriterende som person, og fra start af, ved man jo godt at han er en player. Det er gjort meget tydeligt, måske lidt for tydeligt... man ved jo nærmest godt hvad der kommer til at ske. Det hele virker bare for godt til at være sandt, så det kan jo kun gå i den modsatte retning.
Dog må jeg indrømme at bogen fangede mig, og at jeg læste den på få timer, fordi man samtidig gerne vil vide hvad der kommer til at ske. Bare for at være sikker på at det er som man  troede fra begyndelsen.

Det er en rigtig fin lille bog, som nok er rigtigt god til de lidt yngre unge (jeg tænker umiddelbart 12-14 årige måske... jeg har ikke så meget styr på det med alder) for den er nem at læse og hurtig at komme igennem, samtidig med at man som ung måske kan lære noget af den (hvis det virker for godt til at være sandt, er det som regel for godt til at være sandt!) Men jeg kan desværre ikke give den mere end 3 stjerner, da jeg synes den er lidt for nem og mangler en hel del indhold og så det der med den måde de snakker. 

Bogen får 3 ud af 5 stjerner: ***



Ingen kommentarer:

Send en kommentar