fredag den 22. april 2016

Røgfri #2 - Et år!


I går fik jeg en besked fra min "stop-med-at-ryge" app om at jeg har været røgfri i et helt år! Hvor er det bare sindssygt at tænke på. Tænk at der er gået et helt år siden jeg sidst røg en cigaret. Det har været nemmere end jeg havde regnet med og jeg fortryder nærmest at jeg ikke stoppede noget før. Men på den anden side, var det jo også vigtigt at jeg var rigtigt klar til at stoppe, og det var jeg altså for et år siden. Læs min rygerhistorie HER, hvor jeg fortæller om hvordan jeg startede som 15 årig og pludselig slet ikke kunne stoppe igen.

Tænk at der er gået et helt år. Det er næsten ikke til at forstå at jeg endelig fik taget mig sammen til at stoppe med den dårlige vane. Det er blevet helt naturligt for mig nu, og det er meget sjældent at jeg savner en cigaret. Som regel mest hvis jeg er ked af det eller virkelig rasende. Hverken kaffe eller øl giver mig lyst til at ryge længere, og det er virkelig stort. Det troede jeg aldrig ville ske. Jeg har altid forbundet øl med cigaretter og kaffe med en ordentlig smøg. Sådan behøver det heldigvis ikke at være og nu drikker jeg glædeligt masser af kaffe uden at få lyst til at ryge.

Jeg kan selvfølgelig ikke sige at jeg aldrig vil begynde at ryge igen, for der er altid en risiko for at jeg falder i rygerfælden. Men som det ser ud lige nu, har jeg overhovedet ikke lyst til at ryge nogensinde igen og er ret sikker på at jeg sagtens kan lade være i fremtiden. Cigaretter er ikke længere end del af min hverdag og det er jo bare helt fantastisk. Nå, Luna, har du så sparet en masse penge, nu hvor du ikke længere købe smøger for dem? Svaret er nej. Jeg har brugt alle de penge på en masse andet. Jeg er flad som aldrig før, fordi jeg ikke længere skal sørge for at have penge til cigaretter, hvilket betyder at der aldrig er penge på kontoen. Til gengæld har jeg lækre ting og jeg er glad, og det er det vigtigste for mig.

Min søde kone, Julie har lovet mig en ny kaktus som belønning, og jeg glæder mig til at finde en som er helt perfekt! Nu vil jeg fortsætte mit ikke-ryger liv og jeg glæder mig til ikke at hoste og til at leve længere, helt uden røg.









Ingen kommentarer:

Send en kommentar