torsdag den 25. august 2016

Boganmeldelse - Undervejs


((Normalt tager jeg aldrig billeder til bloggen i sort/hvid, men jeg synes det passer til denne samling))

Af: Tobias Larsen
Forlag: Copenhagen Storytellers
Sidetal: 110
Original sprog: Dansk

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Copenhagen Storytellers, men alle meninger er selvfølgelig mine egne!

---

Regnen kom uden varsel
fra et sted oppe i den mørke himmel
og falder nu som gyldne vifter
gennem byens skær
Mine støvler har sprunget læk
og skramler med krøllede dåser
hen ad S-togs perronen
der ligner dagen derpå
et sted mellem Helvedet og Holmbladsgade
og jeg vil bare hjem
til min pige
(Citat s. 27)

---

"Undervejs" er en digtsamling som handler om byen, om kærligheden og om livet. Det går stærkt og langsomt på samme tid, og man kan nærmest mærke en sitren under huden, når man læser i denne bog. Normalt ville jeg skrive om handlingen, men det synes jeg ikke rigtigt man kan, når det drejer sig om digte, for de er meget forskellige og alligevel så ens på samme tid. Jeg kan fortælle, at du i hvert fald får noget at tænke over, når du er færdig med denne samling.

---

Jeg er ret overrasket over denne samling. Jeg havde ikke rigtigt forventet noget, for det gør jeg sjældent når det handler om digte. Jeg er ret kræsen og det er meget få digtsamlinger, som rent faktisk siger mig noget. Men det skal jeg lige love for at denne gjorde! Digtene var så fint udførte og jeg kunne nærmest mærke jazzrytmerne og beatet i baggrunden. Jeg kunne lugte tømmermændene og røgen på værtshusene. Jeg synes forfatteren er fantastisk til at beskrive stemninger, og det holder jeg rigtigt meget af. Der var lidt Strunge over samlingen, og det er virkelig store ord fra mig, Men den lidt mørke, melankolske vildskab og bystemningen, kunne jeg altså genkende lidt fra ham. Det var ret forvirrende og ret fantastisk på samme tid.

Det er sjældent jeg læser digtsamlinger og digte i det hele taget, men denne samling kom virkelig bag på mig. Den minder en smule om noget jeg har læst før, men samtidig noget helt nyt. Det er bare så fint. Jeg ved ikke om jeg kommer til at læse den igen, for jeg er ikke det sted i mit liv, hvor jeg helt synes at den giver mening. Men hvis jeg kommer dertil, ved jeg hvor jeg skal lede efter svar.

--- 

Bogen får 4 ud af 5 stjerner: ****





Ingen kommentarer:

Send en kommentar