onsdag den 21. september 2016

Boganmeldelse - De 7 synder


Af: K.L. Berger
Forlag: Dreamlitt
Sidetal: 312
Original sprog: Dansk

---

I det øjeblik tankerne igen begyndte at fylde bevidstheden, vidste han dårligt, hvem han var, og da slet ikke hvor han var, eller hvordan han var kommet dertil. Alt var mørkt bag de lukkede øjenlåg, og han tog sig god tid til at standse den snurrende fornemmelse, der pludselig var opstået. Dernæst begyndte han igen at åbne for følelserne, og i de næste sekunder mærkede han, at hans krop var hel og fuldt funktionel, som den plejede. (Citat s. 41)

---

"De 7 synder" handler om den unge Kane, som lever et kedeligt liv med lektier, meget få venner og er typen som aldrig rigtigt finder en kæreste. Det hele ændrer sig dog da han møder Aisha. Hun fortæller ham at han er særligt udvalgt til at redde hendes verden. En verden og et univers som Kane ikke havde nogen anelse om eksisterede. Han tager med  Aisha til hendes verden, hvor han skal bekæmpe de 7 synder: hovmod, misundelse, vrede, grådighed, begær, fråseri og dovenskab, og til sidst skal han besejre den onde Siron, som er grunden til at Aishas verden er ved at gå under. Kane står overfor sit livs udfordring. Mon han kan klare det?

---

Jeg må indrømme at jeg forholdsvis ofte, ender med at læse de der bøger hvor folk slås med sværd og går i mærkeligt, middelalderagtigt tøj, selvom det ikke er mine favoritbøger. Men der bliver skrevet så vanvittigt mange af dem, så jeg giver dem ofte en chance alligevel, og det er sjældent jeg bliver skuffet, selvom jeg havde forventet at blive det. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet af "De 7 synder" men hvor er jeg glad for at jeg fik læst den, selvom forsiden var fyldt med sværd og mærkeligt tøj. Den er nemlig rigtigt, rigtigt god!

Først og fremmest synes jeg plottet er ret fantastisk og selve handlingen er jo helt vildt spændende. Jeg kan enormt godt lide idéen med de 7 synder og en helt anden verden, end den vi kender til. Det holder jeg altid meget af. Det der med andre verdener! Jeg synes historien er sindssygt velskrevet og den holder virkelig læseren i gang, hele vejen igennem bogen. Jeg synes derfor også det er en mindre detalje at historien fremstår en lille smule "nem". Det gør faktisk ikke så meget. Jeg kan rigtigt godt lide den slags historier sommetider, hvor det ikke behøver at være 7 lange bøger med den ene gåde efter den anden, som er umulige at løse (Ja, tag den Harry Potter!... undskyld.. jeg elsker dig!).

Jeg er meget tilfreds med bogen og synes forfatteren har skrevet et skønt eventyr. Jeg vil så gerne sammenligne bogen med et eller andet, men jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om noget. Så i stedet vil jeg slutte af med et par rosende ord: Spændende, velskrevet og ret fantastisk!

Bogen får 4 ud af 5 stjerner: ****





 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar