torsdag den 3. november 2016

Lidt om Luna #5 - Hvordan går det egentlig?


Endnu engang synes jeg det er på tide at fortælle lidt om mig selv. Jeg har gjort det fire gange før, hvor jeg har forklaret lidt om mit liv, min sygdom, de ting jeg kæmper med og den slags. Nu er det ved at være rigtigt langt tid siden, og derfor har jeg besluttet at lave et blogindlæg, hvor jeg fortæller lidt om hvordan det egentlig går. Husk at jeg ikke skriver noget at det her for at lyde ynkelig eller for at få medlidenhed. For mig er det vigtigt at fortælle tingene som de er, og det her er hele sandheden om hvordan det er at være mig. 

Udover at være flittig bogblogger, er jeg også psykisk syg. Jeg går ikke meget op i diagnoser så det er ikke så vigtigt, og jeg kan heller ikke huske om jeg har fortalt jer det i et andet blogindlæg. Men altså, jeg går derhjemme og fordi jeg er gift med Julie som har et fuldtidsjob, er hun nu blevet min forsørger. Det betyder at jeg ikke længere har nogen forbindelse til jobcentret eller kommunen. Jeg er pretty much overladt til mig selv. Vi er gået i gang med at finde ud af om jeg kan få noget hjælp af en art, men mere om det senere.

Hvordan går det så egentlig med Luna? Jo, for at være ærlig tror jeg faktisk aldrig jeg har haft det så dårligt som jeg har det for tiden. Det meste af tiden er jeg helt ulykkelig. Har ikke lyst til noget som helst og det føles som om jeg bare får det dårligere og dårligere. Jeg mærker ikke engang at jeg er ensom længere, for jeg kan ikke holde ud at være sammen med andre mennesker (bortset fra Julie) og jeg er ofte helt utrøstelig og resten af tiden glor jeg egentlig bare ud i luften, uden at sige noget rigtigt, fordi tankerne larmer i hovedet. Jeg har ikke været udenfor siden mandag, og jeg er ved at dø af skræk over at jeg skal ud i morgen for at få taget blodprøver (hvilket også gør mig angst, det er skønt jo!) Jeg har ikke læst noget siden Readathon, for jeg kan ikke koncentrere mig, og det er derfor der ikke er kommet nye boganmeldelser på bloggen. Jeg kæmper virkelig. Jeg kæmper for at komme igennem hver eneste dag, og det er så hårdt. Det er så hårdt at det føles som en fuldtidsjob bare at være i live. 

Lige nu er der Nanowrimo og jeg kæmper for at få skrevet de 50.000 ord i November. Det går rigtigt godt, selvom jeg virkelig skal tage mig sammen for at få skrevet. Men det er så rart i hovedet. At skrive. Det er min verden hvor jeg helt selv kan bestemme hvad der skal ske med personerne. Det er rart at kunne bestemme alting i halvanden times tid om dagen. Jeg har skrevet 7063 ord indtil videre, og det er rigtigt fint. Det tænker jeg på, når alt andet er helt ad helvedes til.
For at være helt ærlig, er jeg bange for at jeg ikke når at få det bedre inden Bogforum. Hvis jeg har det sådan her, så kommer jeg aldrig ud ad døren. Det er helt sikkert. Og jeg har bare glædet mig så længe. Hver eneste dag håber jeg bare at det er blevet bedre dagen efter. At jeg vågner og har det fint igen. Der er bare gået lidt for langt tid til at jeg tror på det. 

Mit forhold til Julie er som det altid har været. Perfekt. Men det er hårdt for os begge to, når jeg har det sådan her. Hun vil så gerne hjælpe, men ved ikke hvad hun skal gøre. Det gør hende ked af det, og det gør mig ked af det, når hun er ked af det. Ja, det er lidt en ond cirkel. Men vi holder sammen og vi forsikrer hinanden om vores kærlighed hver eneste dag. Vi er stadig nyforelskede efter 7 år.

Jeg vil slet ikke nævne min psykolog, for jeg er så vred på hende, og det kommer der ikke noget godt ud af. Til gengæld kan jeg forsikre jer alle sammen om at jeg gør mit og at Julie gør endnu mere, for at jeg skal få det bedre. Vi har kontaktet kommunen og har et møde med dem snart, hvor jeg vil finde ud af om jeg kan få en kontaktperson som kan hjælpe mig når jeg har det svært. En jeg kan skrive til når Julie er på arbejde. En som jeg kan betro mig til, udover Julie. Jeg kæmper en hård kamp for at få det bedre, men jeg tror faktisk at Julie kæmper endnu hårdere. Hun siger altid at hun holder mit håb, når jeg selv har givet op, og det føles sådan. Jeg er så heldig at jeg har hende. 

Mit liv er altså ikke fantastisk for tiden, og det føles som om jeg aldrig skal blive glad igen. Men mon ikke det pludselig bliver bedre? Det sker jo. Jeg har ikke meget håb, men Julie har det jo og så skal det hele nok gå. 

Hvordan går det med jer?



4 kommentarer:

  1. Øv, Luna. Det er godt nok synd for dig, at du skal gå rundt og kæmpe på den måde.

    Jeg har selv lige fået konstateret en depression og prøver at finde mig selv i det, selvom modet ændrer sig lidt, dag til dag. For mig hjælper det at komme ud at gå nogle lange ture og lave nogle ting, jeg synes er sjovt (jeg spiller eksempelvis musik). Men åh, det er hårdt, hvis ikke engang man kan komme ud af døren. Godt, at du har Julie.
    Al mulig held og lykke og kram herfra ❤

    SvarSlet
  2. Åh, Luna, det er jeg ked af at høre! Kæmpe kram herfra! Godt, at I har hinanden.

    http://bookwormscloset.com/

    SvarSlet
  3. Jeg sender dig tanker og tusinde kram! Det er forfærdenligt at ha det sådan, men der er et lys. Er dejligt at du har Julie og i holder fast i hinanden <3

    SvarSlet
  4. Kæmpe kram herfra <3

    //www.mitbogunivers.dk

    SvarSlet