fredag den 23. december 2016

Boganmeldelse - Bridget Jones #2 - På randen af fornuft



Af: Helen Fielding
Sidetal: 828 (på min iPhone. Jeg har læst bogen som e-bog)
Original sprog: Engelsk "Bridget Jones: The Edge of Reason"
Forlag: Lindhardt og Ringhof

---

7:30: Mark Darcy er ikke vågnet. Vil stå op og lave lækker morgenmad til ham med pølser, røræg og champignoner eller måske benediktiner-æg eller florentiner-æg.

7:31: Gad vide hvad benediktiner-æg eller florentiner-æg egentlig er.

7:32: Har desuden hverken champignoner eller pølser.

7:33: Eller æg.

7:34: Eller - ved nærmere eftertanke - mælk.

(Citat s. 7)

---

Bridget Jones er tilbage i denne fortsættelse af "Bridget Jones' dagbog" som var etteren. Bridget er stadigvæk den samme lettere forvirrede person, som endnu engang blander kombinationen af storhedsvanvid og mindreværd. Kærligheden går som altid op og ned, og da den smukke Rebecca gør alt hvad hun kan for at stjæle Mark Darcy, bliver det ikke ligefrem nemmere. Samtidig bliver den ivrige håndværker Gary ved med at lave nye projekter i Bridgets lejlighed, selvom hun overhovedet ikke synes det er nødvendigt, det er desuden også frygteligt dyrt. Turen går derefter til Thailand, hvor den stakkels Bridget bliver fængslet, efter en frygtelig misforståelse om stoffer. Hvad skal der ske nu? Kommer Bridget nogensinde ud af det thailandske fængsel, eller må hun sidde der de næste 10 år? Og hvad med kærligheden? Finder Mark og Bridget nogensinde sammen igen?

---

Jeg er simpelthen forelsket i Bridget Jones. Jeg elsker den møde bøgerne er skrevet på i dagbogsform, og jeg synes simpelthen hun er så sjov, når hun roder rundt i selvhjælpsbøger og planer om vægttab. Det er så forbandet godt, og jeg kan slet ikke få nok af den stakkels Bridget, som altid er så uheldig. Selvom bogen ikke rigtigt har et overordnet plot, eller point-of-no-return, så synes jeg altså den fungerer rigtigt godt alligevel. Jeg har sagt det før, men jeg er kæmpe fan af filmene, og jeg havde faktisk ikke regnet med at bøgerne kunne leve op til dem, men det kan de altså sagtens. Det er fantastisk læsning og selvom det ikke er vildt dybt eller skrevet på en smuk og filosofisk måde, så synes jeg virkelig de her bøger er skønne. Hvis du er til humor og en rigtigt god chick-lit-fortælling så er disse bøger altså bare vidunderlige.

Jeg elskede denne bog ligeså meget som den første, og jeg glæder mig ubeskriveligt meget til at læse videre. Og så kan det godt være at nogen synes det er "nem læsning". Jeg er ligeglad. Bridget Jones er fantastisk!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar