tirsdag den 20. december 2016

Kære dagbog #3 - Luna 14 år (2002)




Jeg har ikke rigtigt skrevet dagbog da jeg var 13 år, men der skete også ret meget nyt i mit liv på det tidspunkt. Vi flyttede fra Roskilde til Slagelse, og jeg fik helt nye veninder og en masse andet at tænke på. Men da jeg var 14 år, købte jeg en ny dagbog som jeg skrev meget i. Mon ikke den 14-årige Luna har rigtigt meget på sinde? Hun har i hvert fald udfyldt 2 dagbøger fra den tid, så mon ikke vi kan finde noget godt?

- 15/8 - 2002
Hej dagbog
I dag gik jeg i skole som jeg plejer... det var som altid dødsygt. Mig, Stine og Malene er blevet totalt outsidere.. ingen gider os. Efter skole tog jeg hjem til Malene sammen med Stine. Klokken 14:30 hentede vi Kamilla på hendes skole, og så tog vi hjem til Stine og hyggede. Ved ikke hvad jeg synes... det er da ret sejt at være outsider... eller hvad? Nu er vi jo 4 om det...!
Like it!
Love my best friends: Stine, Kamilla, Malene, Mette og Staal 4-ever.
Kyz Sarah

(Malene, Stine og Kamilla blev mine bedste veninder ret hurtigt, selvom ingen af dem rigtigt kunne lide mig i starten. Jeg tror der kommer meget mere om dem!)

- 14/10 - 2002:
Hej dagbog
Jeg vågnede i morges klokken ca. 08:00 da Kamillas telefon ringede. 
Det var Kevin, der sagde at han ville komme om en halv time. Øv. Så stod vi op. Det var selvfølgelig hjemme hos Kamilla... der havde jeg sovet. Da Kevin kom gik Kamilla og ham op og så "Ringenes Herre". Mig og Stine blev nedenunder på hendes værelse og diskuterede med en dum en, inde på det bedste chatsted "Lunarstorm.dk". Vi gik klokken 16:00 fordi Kamilla blev hentet af sin far.
Jeg tog hjem til verdens sureste far. Suk.
Har grædt siden klokken 17:00 og klokken er nu 20:00. Fuck. Hader ham, han er bare den værste. Hader ham, hader ham, hader ham!
Han siger jeg skal begynde på den skole hvor Kamilla går. Men vil hellere gå der hvor jeg går nu. Han siger også at jeg ikke må være sammen med Stine, Kamilla og Malene og at jeg har stuearrest resten af ferien. Hader den lort.
Lad ham dø!

(14-årige Luna var tydeligvis ikke så god til forældre.. men hun var en rigtigt god veninde! Jeg er dog blevet gode venner med min far!)

- 25/10 - 2002:
Hej dagbog
I dag tog jeg i skole som jeg plejer. Efter skole gik jeg hjem og så kom Kamilla og Stine og hentede mig, så vi kunne tage i byen for at købe sprut til Kamillas fest i morgen.
Så tog jeg ned og hentede min lillesøster. Det var kedeligt. Så tog jeg hjem igen. Klokken 18:00 ringede Stine og spurgte om hun måtte komme ved 19:00-tiden. Jo, det måtte hun da gerne. Og så satte vi os ved computeren for jeg har jo ikke noget værelse. Far lavede også nogle klamme milkshakes. Men mig og Stine syntes det var synd hvis vi ikke drak det, så vi tvang det i os selv. Føj. Men det var også ret grineren i længden. Vi prøvede også at danse til Nik og Jay, men vi er ikke så gode til sådan noget. Klokken 21:45 ringede Stines mor og hentede hende. Øv altså. Hvad skal jeg tage på til Kamillas fest? Hmm.. har ingen anelse. Fuck det. Glæder mig til at give Kamilla sin gave. Uhh.. skal være bankelam i morgen. 
Kyz Sarah

(Det var så året hvor jeg begyndte at drikke alkohol åbenbart. Troede faktisk det var senere. Vil godt lige påpege at jeg var utroligt bange for alkohol i starten, og drak meget lidt. Så det der med at være bankelam, er måske en overdrivelse.)

- 23/12- 2002
Hej dagbog
Weee.. i morgen er det juleaften, der er længe, længe til. Uhh... jeg glæder mig som en sindssyg. Er blevet i rigtig julestemning. Gaver! Smiler.
Var sammen med Stine, Kamilla, Malene og Henriette. Vi byttede gaver. Stine, Kamilla og Malene blev glade, men af alle tror jeg at jeg var den der blev mest glad.
Jeg fik en lyserød HUNDEBAMSE! Intet kunne gøre mig mere glad. Elsker dem. De er bare de bedste venner i verden!
Hunden, kom efter en kort samtale med Kamilla, til at hedde Mulfuz.
Snakkede også i telefon med Tobz. Har savnet ham åhh så meget.
Jeg glæder mig til at se ham igen efter jul. Også Henri, hun er kanon dejlig. Love u both. 
Men mest af alt elsker jeg Kamilla, Stine og Malene. De er mit fucking et og alt.
Love u so fucking much.
Sarah

(Den lyserøde hundebamse, som jeg virkelig elskede, og som pigerne havde syet selv, døde da jeg kastede op udover den i en brandert.... Den nåede ikke at have et langt liv!)

Det begynder jo først rigtigt at blive spændende når det handler om kærlighed, men 14-årige Luna var ikke rigtigt en kærlighedspige (eller også havde jeg bare ikke indset det med det lesbiske endnu...) I hvert fald kommer der snart mere, og mon ikke det bliver godt når jeg starter på efterskole og bliver virkelig forelsket?



Ingen kommentarer:

Send en kommentar