søndag den 22. januar 2017

Boganmeldelse - Fede Fie: Min kamp tilbage til livet




Af: Fie Nikoline Friedrichsen i samarbejde med Kathrine Læsøe Engberg
Forlag: People'sPress
Sidetal: 232 (på min iPhone - bogen er læst som e-bog)
Original sprog: Dansk

---

Jeg har 277 centimeter ar på min krop, og et hvidt spindelvæv af strækmærker dækker min mave og mine lår. Jeg har kæmpet i tre år for at komme til at se normal ud. Jeg har halveret min kropsvægt og gennemgået tre operationer for at få fjernet min løse hud. Det har været hårdt, men det hele værd. (Citat s. 3 på min iPhone)

---

"Fede Fie" er Fies egen historie, hvor hun fortæller om hvordan hun endte med et veje 140 kilo, men også hvordan hun til sidst valgte at tage kampen op, og tabte halvdelen af sin kropsvægt. Fie var glad for mad, og det gjorde at hun hurtigt tog meget på. Maden blev hendes måde at flygte fra problemerne på, og den gjorde hende glad og tryg, når hun blev mobbet eller når tingene var dårlige derhjemme. Maden var både hendes bedste ven og hendes værste fjende, for jo mere hun tog på, jo værre fik hun det med sig selv. Og når hun havde det dårligt med sig selv, spiste hun endnu mere. Det blev en ond cirkel med overspisning og selvhad, og til sidst kom hun op på en vægt på 140 kilo. Det blev dog et wake up call for Fie, og hun besluttede sig for at gøre noget ved vægten for alvor. Det var bestemt ikke nemt, for det er svært at dyrke motion når man er så stor, og samtidig er det svært at bryde overspisningsmønstret. I denne bog fortæller Fie hele sin historie om overvægten og om hvordan hun endelig kom ned på sin normalvægt igen.

---

Jeg indrømmer det gerne, jeg sluger den slags bøger råt. Jeg ELSKER sådan noget! Alt der handler om spiseforstyrrelser, psykisk sygdom, misbrug og vægttab. Jeg kan slet ikke få nok. Jeg har længe ville læse "Fede Fie" fordi jeg har fulgt hende i langt tid på Facebook, og jeg kan simpelthen så godt lide hende. Jeg synes hun skriver så mange ting som giver god mening, og jeg sluger virkelig alle hendes statusopdateringer. Så jeg besluttede mig for at købe hendes bog som e-bog, fordi jeg lige sad så godt, og ikke gad at gå i butikker for at købe den. Jeg er normalt ikke meget til e-bøger, men når jeg lige hurtigt får en bogcraving, så er det perfekt at man kan få bogen lige med det samme, og som regel også til billigere penge. Men nok om det. Bogen var spændende fra start til slut og den er virkelig velskrevet. Jeg har læst en del af den slags selvbiografiske bøger, og sommetider er de simpelthen skrevet så dårligt. Men denne her er velskrevet og det er bare dejligt. Jeg elskede at læse om Fie! Og da jeg selv er i gang med mit eget vægttab, gav det mig bare så meget håb og styrke til at tro på, at jeg også kan klare det. Bogen er delt op på en let og overskuelig måde, og sproget flyder så fint. Jeg er virkelig begejstret, og jeg synes faktisk at den slags bøger er rigtigt vigtige.

Jeg elskede virkelig bogen, og selvom det måske ikke er den slags bøger, som folk praler over at have læst, så er jeg ellevild. Jeg vil egentlig bare læse mere om Fie. Hvad skete der efter bogen var skrevet? Kæmper hun stadigvæk med de samme tanker? Heldigvis er hun på de sociale medier, så man kan følge lidt med. Fantastisk og velskrevet bog, og jeg er ikke bange for at indrømme at jeg elskede den.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar