onsdag den 8. februar 2017

Boganmeldelse - Bridget Jones' Baby



Af: Helen Fielding
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sidetal: 293 (På min iPhone - bogen er læst som e-bog)
Original sprog: Engelsk "Bridget Jones's Baby Diaries"

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Lindhardt og Ringhof, men alle meninger er selvfølgelig mine egne!

---

"Hvorfor tror du, at du er kommet i overgangsalderen?"
Jeg stirrede lidt flovt på dem.
"Er din menstruation blevet uregelmæssig?" spurgte Shazzer.
Jeg nikkede, grædefærdig. "Og jeg er begyndt at blive gammelfed. Se, jeg har været nødt til at gå en størrelse op i jeans."
Jeg viste dem min mave. Men i stedet for at sende mig et medfølende blik, gav de sig til at udveksle sigende blikke.
"Øh. Bridget," begyndte Tom. "Bare en, øh. tanke. Måske en lidt langt ude tanke, men..."
"Du har vel taget en fucking graviditetstest, ikke?" sagde Shazzer.
(Citat s. 69 på min iPhone)

---

"Bridget Jones' Baby" handler om den (som altid) stakkels Bridget Jones, hvis liv aldrig er helt nemt. Da hun indser at hun er gravid, bliver livet ikke ligefrem lettere, og da det går op for hende, at faren kan være to forskellige mænd, kommer der endnu flere katastofetanker i Bridgets hoved. For hvem er egentlig faren? Den vittige, sexgale og utilregnelige Daniel Cleaver eller den snobbede Mark Darcy, som måske, måske ikke er hendes livs kærlighed. Hvordan skal hun fortælle dem det? Hvordan skal hun fortælle det til sine forældre? Hvad med arbejdet? Og vil Daniel og Mark overhovedet have noget med barnet at gøre? Det er som sagt ikke nemt at være Bridget Jones.

---

Jeg ELSKER Bridget Jones. Jeg kan blive ved med at tale om både bøgerne og filmene, for de er virkelig fantastiske. Jeg har ikke set filmen til denne bog endnu, men jeg MÅ bare se den, for bogen var så god! Jeg er simpelthen kæmpe fan af Bridget, og jeg elsker hvordan bogen er skrevet. Jeg elsker skrivestilen, handlingen, humoren og det hele. Det er bare en rigtigt god bog. Den er ligeså god som de andre Bridget Jones-bøger og jeg var virkelig overrasket over, at jeg elskede den så meget. Jeg er normalt ikke så god til alt det der med graviditeter og babyer, men som altid, får Helen Fielding det til at blive en fest. Hvis du elsker Bridget Jones, så skal du simpelthen læse denne her bog også!

Åh, jeg vil bare læse mere om Bridget Jones. Jeg vil følge hendes liv for evigt, og heldigvis er der en bog mere som jeg endnu ikke har læst. (Jeg har læst nummer 1, 2 og 4) - så jeg glæder mig til at læse nummer 3. Mere Bridget!!! Jeg har kun gode ting at sige om denne bog, så jeg tror jeg stopper nu. Det kan også blive lidt for meget af det gode. Men altså: Hvis du ikke allerede har læst Bridget Jones-bøgerne, så gør det. De er vidunderlige!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar