mandag den 13. februar 2017

Boganmeldelse - Harry Potter og det forbandede barn (Harry Potter #8)



Af: J.K. Rowling, John Tiffany og Jack Thorne
Sidetal: 370
Original sprog: Engelsk "Harry Potter and the Cursed Child"
Forlag: Gyldendal

---

Denne anmeldelse bliver lidt anderledes, da jeg ikke vil spoile bogen for nogen. Derfor kommer der ikke til at stå hvad den handler om. men derimod bare min mening om den. Jeg vil dog gøre opmærksom på, at der stadig kan være lidt spoilers i min anmeldelse, men jeg vil forsøge ikke at fortælle for meget. Dette har jeg valgt, fordi jeg synes det er vigtigt at danne sig sin egen mening om sådan en vigtig bog, og det er vidst også noget med at selveste J.K. Rowling har bedt om at man holder bogens indhold hemmeligt. Hvis du vil vide mere om bogen, er jeg dog sikker på at du kan google dig frem til det. Mon ikke?

---

"Harry Potter og det forbandede barn" er (uden at spoile for meget) et manuskript til et skuespil, og derfor er det ikke ligesom at læse en almindelig bog. Men det gør faktisk ingenting. Den er præcis ligeså spændende som den ville have været, hvis den ikke var skrevet som skuespil. Der ville dog nok have været nogle bedre beskrivelser af hele universet, da der jo er en del ting man ikke får beskrevet, da det skal ses som skuespil. Men når man nu kender Harry Potter-universet så godt, som de fleste gør, så er det nærmest ikke nødvendigt med flere beskrivelser. Man kan sagtens stadigvæk danne sig billeder i hovedet. Jeg var virkelig glad for at læse bogen, og der var virkelig mange ting som kom bag på mig, hvilket jeg elskede. Jeg har dog lidt svært ved at se grunden til, at man overhovedet skulle lave en ny Harry Potter bog, da bog 7 virkelig blev afsluttet godt. Men hvis man ser bort fra det, så var jeg vild med handlingen og jeg synes virkelig at det var en god bog. Når det så er sagt, så synes jeg på ingen måde at denne bog kan leve op til de andre bøger i Harry Potter-serien. De andre bøger er langt bedre udtænkt, og lægger op til noget stort og vildt. Denne bog var lidt tam i forhold til det, og det er rigtigt ærgerligt. Som sagt har jeg svært ved at forstå hvorfor man har valgt at skrive denne bog, også selvom den var god. Jeg var til gengæld kæmpe fan af at komme tilbage til det velkendte univers, som jeg elsker så meget, og det var virkelig et rart gensyn!

Det er altså en lidt blandet anmeldelse af denne bog, da jeg virkelig godt kunne lide historien, men samtidig ikke synes at den på nogen måde, er ligeså god som de andre Harry Potter-bøger. Hvis du (som mig) er vild med Harry Potter og hele universet, så bør du læse denne bog. Det er jo fantastisk at komme tilbage til det gode gamle og velkendte troldmandsunivers. Men forvent ikke for meget, for så bliver du nok lidt skuffet.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar