onsdag den 15. februar 2017

Boganmeldelse - Tidevandet



Af: Nick Clausen
Forlag: Facet
Sidetal: 151
Original sprog: Dansk

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Facet, men alle meninger er selvfølgelig mine egne!

---

"Så er det måske heller... ikke dig der... har ridset i vores hoveddør?" spurgte Richard.
"N...nej. Jeg sværger."
"Fortæl os hvad du... havde gang i... i går, da vi... kom og opdagede dig."
"Jeg... øhm... jeg ville jo bare hjælpe jer!"
"Hjælpe os? Hvordan?"
"Der er intet anker over jeres hoveddør..."
Richard og jeg betragtede uforstående drengens svedige ansigt. 
(Citat s. 55)

---

"Tidevandet" handler om vennerne Janus, Sille, Max og Richard (og hunden Spike) som er taget i sommerhus sammen. Men tingene går ikke helt som de havde regnet med. Om natten sker der mærkelige ting udenfor og vandet kommer tættere og tættere på huset. Der er også nogle underlige kradsemærker på døren, og så er der en mærkelig dreng, som forsøger at hænge et anker op foran huset. Da Janus finder et gammelt brev fra den tidligere ejer af sommerhuset, går det pludselig op for ham, at der er noget helt galt i området, og at der snart vil ske frygtelige ting, hvis de ikke skynder sig væk.

---

Nu er "Tidevandet" jo skrevet til et lidt yngre publikum end mig, men det gør altså ikke særligt meget. Jeg kan sagtens forestille mig at denne bog vil være ret fantastisk hvis man er omkring 12 år gammel, og elsker uhyggelige historier. Det er jo en ret klassisk gyserfortælling med venner i et sommerhus, hvor noget går frygteligt galt. Dem er der en del af. Men jeg synes stadigvæk at denne her bog har et eller andet, der er lidt anderledes, og det kan jeg rigtigt godt lide. Selvom den er super nem at læse, så gør det slet ingenting, for jeg synes faktisk den er lige som den skal være. Hverken for kort eller for lang. Og selvom den ikke ligefrem kan sammenlignes med en Stephen King-gyser, så er den stadig fin og velskrevet, og jeg tror at de fleste 12-årige læseheste vil elske den.

Nu er jeg jo kæmpe stor Stephen King fan, og jeg kan ikke lade være med at sammenligne, selvom hans romaner og denne bog, slet, slet ikke er det samme. Stephen King skriver jo til voksne, og hans historier kan virkelig være skræmmende. Men jeg kan ikke lade være med at tænke at denne bog er en god måde at blive introduceret til gyserverdenen på, og fx Stephen King, som man så kan læse når man bliver lidt ældre. Jeg synes denne bog er en rigtig god begyndelse, hvis man kan lide gyserfortællinger, og så kan man jo altid læse noget som er lidt mere uhyggeligt, når man bliver ældre. Rigtig god bog, som jeg især kan anbefale til de lidt yngre læseheste.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar