søndag den 12. februar 2017

Boganmeldelse - Valkyrien (Sanddrømmeren #3)



Af: Sidsel Katrine Slej
Forlag: Turbine 
Sidetal: 292
Original sprog: Dansk

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Turbine, men alle meninger er selvfølgelig mine egne!

---

I det fjerne kunne Fréa høre kampen. Lyden af stål imod stål og høje, dumpe brag, der fik jorden til at skælve. Lige over bjergkammen kunne hun igennem den isnende tåge, der svøbte sig om landskabet, se lyset fra tusindvis af ildsværd. (Citat bagside)

---

"Valkyrien" er tredje del af Sanddrømmer-serien og handler om den unge pige Fréa som er oplært som Valkyrie i Asgård. Sammen med veninden Ranveig tager hun på en farlig rejse, for at bremse Ragnarok, som er den dag, hvor jorden går under. Men det er ikke nemt, og de to veninder skal igennem en masse for til sidst at slå den frygtelig Od, som er de onde planers mester. Fréa får brug for al sin runemagi og mere til, hvis hun skal klare kampen mod dødsriget, ildjætter og mange, mange flere. Og hvor er Magne blevet af? Kan der være sket ham noget slemt? Fréa og Ranveig står overfor deres hidtil største udfordring, for snart skal det endelige slag stå.

---

Jeg er simpelthen vild med bøger som er spækket med action, men på den fede måde, hvor det ikke bliver alt for drenget. Det synes jeg Sidsel Katrine Slej gør helt, helt perfekt i denne bog. Og selvom der er mange kampe, så synes jeg aldrig det bliver for meget, tværtimod. Jeg er faktisk helt vild med at der nærmest sker noget hele tiden, og at man sommetider glemmer at trække vejret. Samtidig er jeg vild med forholdet mellem de forskellige personer, og især venskabet imellem Fréa og Ranveig synes jeg er rigtigt fint, samt forholdet imellem Magne og Fréa som bare bliver stærkere og stærkere. Bogen er spændende fra start til slut, og selvom jeg har været noget tid om at tage mig sammen til at læse den, så fortryder jeg ikke et sekund at jeg gik i gang med at læse den. Jeg slugte den på 3 timer i streg, og jeg nød hvert minut.

Sidsel Katrine Slej har endnu engang bevist at hun skriver helt fantastisk, og jeg elsker historien om Fréa og alle de kampe hun skal kæmpe. Hvis du elsker ungdomsromaner fyldt med nordisk mytologi, action, kærlighed og venskab, så synes jeg bestemt du skal læse Sanddrømmer-bøgerne, for de er virkelig fantastiske. Jeg har endnu engang forelsket mig i dette univers, og jeg kan slet, slet ikke få nok.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar