torsdag den 2. februar 2017

Kaffekatten #7 - Dårlige læseoplevelser


Kaffekatten er som altid mig og Julie fra Julie the Book Cat, som snakker om et emne, fra en meget speciel fiskekop. Denne fiskekop indeholder alverdens emner, som vi så snakker om, optager og derefter skriver ind. Det er selvfølgelig vores egne meninger, og hvis nogen er uenige, så skriv endelig en kommentar. Det er altid hyggeligt.

I dag handler det om vores dårligste læseoplevelser og lidt om hvor svært det er at anmelde en dårlig bog, især hvis man har fået den tilsendt af forfatteren selv.

J= Julie
L= Luna

L: Dårlige læseoplevelser, skal vi snakke om i dag.

J: Hvad er det værste du har læst?

L: Åhhh... jeg læste engang en anmelderbog som hed noget med får... og nogen ulve.. og jeg tror faktisk jeg endte med at give den 3 stjerner, men efterfølgende kunne jeg nok godt se, at den ikke helt fortjente de 3 stjerner. Jeg er ret dårlig til at give dårlige anmeldelser, og jeg ender altid med at give dem 3 stjerner, selvom de nok mest fortjener 2 eller 1.

J: Især når forfatteren selv kontakter én.

L: Jeg får virkelig dårlig samvittighed. Jeg er virkelig dårlig til det, og jeg prøver virkelig at finde på noget godt at skrive, selvom bogen egentlig var ret ringe. 

J: Det må du arbejde med.

L: Ja. Så læste jeg Sex and the City-bogen til et readathon, og den synes jeg faktisk også var rigtigt skidt. Jeg ved ikke om jeg gav den stjerner, men den fortjener i hvert fald ikke mere end 2. 

J: Jeg har prøvet at sidde lidt og tænke på hvad jeg har læst...

L: Har du ikke læst nogen dårlige?

J: Jo jo, jo jo. Selvfølgelig har jeg læst dårlige bøger. Men jeg har bare ikke læst nogen rigtigt dårlige bøger.

L: Nej altså for nyligt har jeg nærmest kun givet 5 stjerner, jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har givet...

J: Der er selvfølgelig også forskel.... det behøver jo ikke at være en helt vildt dårlig bog, for at det er en dårlig læseoplevelse. 

L: Næ, den kan også bare være irriterende eller stavet dårligt eller...

J: Altså den der... Tir-Nazrals arving.. den har jeg jo lavet en anmeldelse af for nyligt, hvor jeg er vild med selve historien. (Julie forklarer om bogen, og Luna forstår ingenting.. noget med bøger i en verden i en verden) - og det er jo vildt fedt, for så kan alt jo ske. Men en ting var, og det sagde forfatteren også, at det var han enig i. Det var grammatikken og der var rigtigt mange fejl. Og jeg er ked af at sige det, men det var mellemgaard. Der var stavefejl, der var sætninger hvor ord manglede. Der var alt for meget "som at" og okay, der stod ikke "fordi at", og så følte jeg at der var rigtigt meget der mindede om Harry Potter, og andre havde skrevet at det mindede meget om Ringenes Herre, som jeg så aldrig har læst. Forfatteren skrev så at han aldrig har læst Harry Potter, så derfor kan det ikke være tager derfra, men det skal jeg jo ikke kunne sige. Og forfatteren var selv ked af at han ikke havde fået en ordentlig korrekturlæsning, fordi det er jo det han har betalt for.  Men det trak bare rigtigt meget ned, at jeg blev afbrudt i min læsning hele tiden.

L: Det er altså også rigtigt irriterende. Men nu er jeg ikke sådan en flueknepper lige på grammatikken. Som du sagde om nogle af de andre bøger du havde læst, hvor det var virkelig irriterende, der har jeg slet ikke lagt mærke til det. Altså der skal virkelig meget til, før jeg begynder at lægge mærke til at der er noget galt.

J: Jamen... man kan også sige... Jeg har lige læst nogle bøger, jeg har ikke anmeldt dem endnu, så jeg vil ikke sige hvad det er for nogle, for så kan folk vide hvad der kommer af anmeldelser. Men jeg læste nogle bøger hvor jeg synes der var kommafejl. Jeg skal bare lige finde ud af om jeg er grammanazi på den forkerte måde. For jeg ved faktisk ikke hvad den gældende kommaregel er. 

L: Jeg synes bare efterhånden at der er meget lange sætninger. Altså, hvor der virkelig godt kunne have været 2-3 kommaer, hvor jeg sidder og tænker: okay, det er meget mærkeligt, der mangler altså noget her. Men det kan også bare være mig, der har en eller anden forestilling om hvordan kommareglen er. 

J: Ja, så det skal jeg lige have fundet ud af før jeg anmelder den. Det skal jo ikke trække ned, hvis jeg er vokset op med en anden kommaregel. Og det trækker måske ikke en hel stjerne ned, hvis jeg godt kan lide resten af bogen. Men i den anden bog var der så mange fejl, og det var forfatteren også ked af, og jeg håber at der kommer et andet oplag. Det er en del af en trilogi, og jeg vil gerne læse resten, men jeg håber han får en ny korrekturlæser. Ellers var der en anmeldelse jeg skrev for et år siden, af Line Kyed Knudsen som hedder "Forladt". Hvor jeg har skrevet at jeg simpelthen tror at jeg er for gammel til den bog. Jeg tror at jeg kan forudse en masse ting, som den målgruppe som bogen er skrevet til, måske ikke ville kunne forudse, og derfor blev bogen enormt flad for mig. Men det skal jo ikke komme... man skal lade tvivlen komme hende til gode. Jeg gav den 3 stjerner i stedet for 2, fordi jeg tænkte, at det var fordi jeg kunne regne noget ud, og at jeg var for gammel. Og det kan man jo godt komme ud for, når man læser YA.

L: Ja, så har jeg læst "Fjord" af Pia Stærmose, tror jeg hun hedder. Og det skulle være sådan en moderne sagaagtig ting, men den var slet ikke mig og jeg forstod ikke halvdelen af historien. Jeg synes virkelig den var mærkelig. Igen, jeg er mega dårlig til at give dårlige anmeldelser, jeg kan ikke finde ud af det, og jeg tror faktisk jeg endte med at give den 3 stjerner, selvom jeg ikke helt forstod den. Men jeg kan faktisk også godt give en bog 4-5 stjerner, selvom jeg ikke helt forstod den. Hvis jeg synes at indholdet var godt og følte mig underholdt, så kan jeg godt give den 4-5 stjerner, selvom jeg ikke rigtigt forstod handlingen ordentligt.

J: Altså jeg snakkede med en forfatter, som sagde at selvfølgelig gør det ondt at få en dårlig anmeldelse, det er klart, men hvis der er argumenter for hvad det er man ikke kunne lide ved bogen, og der ikke bare står at det er en lortebog... plus at anmeldelser er jo subjektive. Det er jo hvad du synes, og nogle andre har måske fået noget andet ud af bogen. Alle kan jo ikke lide den samme bog. Se foreksempel med den Harry Potter-bog du er i gang med nu (Harry Potter og den forbandede barn) - halvdelen hader den og den anden halvdel elsker den.

L: Jeg var inde for at kigge på anmeldelser af den på Goodreads, og der er virkelig forskel. Der er både folk som har givet den 1 stjerne og folk som har givet den 5, hvor de har været sådan helt: helt fantastisk bog, sublim, amazing! Og så er der andre som er sådan helt... hvorfor har i lavet denne her bog, det er jo lort. Det er åndssvagt. 

J: Så man skal huske at sommetider læser man noget som man på forhånd godt ved, ikke lige er ens genre, og så er det vildt godt, og andre gange læser man noget som starter mærkeligt, men ender med at blive ok. Jeg kan ikke som sådan huske nogen mega dårlig læseoplevelse, andet end noget vi læste tilbage i folkeskolen, jeg kan ikke huske hvad den hed, måske hed den "Hvidt fald" (Luna er ikke sikker på om det er det Julie rent faktisk siger!) - Jeg kunne ikke læse den færdig. Og det piner mig stadig, at jeg ikke læste den færdig, fordi jeg kan altså bedst lide at læse bøger færdig. Selvom de er dårlige. Men der er ikke nogle bøger som vi har her hjemme, som jeg hader.

L: Jeg har lige givet op på "Et liv med anoreksi" og jeg tror faktisk jeg har forsøgt at læse den 2 gange. Og det er sådan en virkelighedens verden-bog. Og den er bare så kedelig. Jeg elsker alt om anoreksi, overvægt og alle sådan nogle ting. Men den er bare fyldt med facts, og jeg kunne ligeså godt have læst en fagbog. 

J: Jeg gik på HF og der skulle jeg skrive en opgave i dansk om samtale bøger. Og jeg læste en bog af Benny Andersen og Johannes Møllehave, ham der præsten. Den var fin nok, men så læste jeg en anden bog med hende der Hanne Bech Hansen, afdød politidirektør-ting. Og jeg kan ikke huske hvem hun var i samtale med, men den var så kedelig, så den droppede jeg. Jeg skulle skrive opgave om den, så jeg var nødt til at skimme den. Så der har ikke været så mange bøger jeg har været nødt til at opgive, og du skal blive bedre til at give dårlige anmeldelser.

L: Ja, jeg skal virkelig blive bedre til at give dårlige anmeldelser, fordi det er faktisk først når jeg har skrevet anmeldelsen og der er gået noget tid, så begynder jeg at tænke, så god var den nok egentlig ikke i virkeligheden. Jeg tror tit jeg får givet flere stjerner, fordi jeg tænker at bogen var jo fin nok, jeg fik jo færdiggjort den. Men når der er gået noget tid, kan jeg godt se at det måske ikke var så vellykket endda. 

J: Så det arbejder du med.

L: Så det skal jeg arbejde med. 

J: Og huske at det er okay ikke at kunne lide en bog, hvis bare man kan sige hvorfor. Hvad har I af dårlige læseoplevelser? Hej hej.

L: Hej hej!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar