fredag den 17. marts 2017

Kaffekatten #8 - Sarah Engell


Kaffekatten er mig og Julie som snakker om et eller andet emne, som vi trækker fra en yndig kop (også kendt som fiskekoppen) - og så skriver vi samtalerne ned efterfølgende, så I kan læse dem. I dag handler det om Sarah Engell, og jeg kan love at det ikke bliver kedeligt.


Julie: Velkommen til Kaffekatten, vi har holdt lidt pause. Den er ikke så regelmæssig som vi ville ønske den var. Kaffekatsøndag? Der er jo ingen dag der starter med K.

Luna: Næ.

Julie: Sad du lige og gennemgik dagene oppe i hovedet?

Luna: Griner. Kaffekatkonsdag!

Julie: I dag er det Kaffekatmandag. Noir fik lov til at vælge. Jeg lagde alle sedlerne ud på gulvet, og katten valgte denne her, og der stod Sarah Engell på. Ja, hun har sit eget emne,

Luna: Så det er hende vi skal snakke om. Har du noget klogt at sige?

Julie: Vi har næsten alt hvad hun har lavet. Ikke alt, men vi har…

Luna: Vi har en god samling Sarah Engell bøger i hvert fald. De står alle sammen derovre på hylden.

Julie: Ja, der er ”21 måder at dø”, ”Hjertet er 1 organ”, ”Forbandede kærlighed, forpulede mødom” (noget i den stil), - og så er der de to voksenromaner: ”Det stof drømme er gjort af” og ”Du og jeg for evigt”.
Luna: Har hun skrevet andet?

Julie: Ja, hun har skrevet en bog om det at blive mor. Har hun ikke lavet en børnebog også? Skal jeg lige Google? Imens jeg googler så kan du jo lige fortælle hvilke bøger du har læst.

Luna: Jeg har læst ”21 måder at dø” og jeg har også læst denne der ”Forpulede, forbandede et eller andet kærlighedsting” og jeg har også læst ”Hjertet er 1 organ”.

Julie: Så ikke hendes voksenromaner?

Luna: Nej, og jeg tror heller ikke jeg har tænkt mig at læse dem. I hvert fald ikke foreløbigt.

Julie: Hvorfor?

Luna: Fordi… det ved jeg ikke. Jeg er nok lidt kræsen og tænker at det nok ikke helt er noget for mig. Jeg har læst bag på dem, og jeg har tænkt at det måske ikke helt var noget jeg havde lyst til at læse.

Julie: Hun har faktisk skrevet en børnebog der hedder ”Benny Beton” og en bog om at være gravid. Og så har hun skrevet en som hedder ”Hvis bare” i 2009 om en teenager der er flyttet hjemmefra.

Luna: Det lyder da ellers meget spændende.

Julie: Ja, den er udsolgt fra forlaget, men man kan købe den direkte af hende inklusiv signering.

Luna: Næææh!

Julie: Det er hendes hjemmeside jeg er inde på.

Luna: Fedt. Hvad for nogle har du læst?

Julie: Af alle dem jeg nævnte tidligere har jeg læst.. eller… af alle dem vi har mangler jeg at læse ”Det stof drømme er gjort af”.

Luna: Har du læst denne der ”Kærlighed, forpulet…”

Julie: Ja ja, jeg har også anmeldt den.

Luna: Nå. Det kunne jeg bare ikke huske.

Julie: Jo jo, de gør det på en båd.

Luna: Jeg kan ikke huske den.

Julie: Hvorfor har du valgt at Sarah Engell skulle have sit eget emne?

Luna: Det er fordi at vi har snakket meget om ”Hjertet er 1 organ” som vi begge to var meget glade for. Og så fordi hun er så utroligt rar og en rigtigt god forfatter, så jeg syntes det var vigtigt at tage hende op som selvstændigt emne.

Julie: Jeg synes hun virkelig formår at sætte sig ind i det hun skriver om. Og så vidt jeg kan se på de sociale medier, researcher hun helt vildt når hun skriver.

Luna: Ja, det er helt sindssygt. Det gør jeg nærmest aldrig når jeg skriver. Altså det er virkelig sjældent. Så spørger jeg lige hurtigt eller googler.

Julie: Jeg har faktisk hørt en podcast med hende, hvor hun snakker om ”Hjertet er 1 organ”, hun snakker bare om den bog. Om skriveprocessen og om hvordan hun havde researchet til den og hvilke hjemmesider hun havde været inde på. Den er ret god, den tager to timer eller sådan noget.

Luna: Jeg tænker også at hvis man skal skrive en ungdomsbog om emner man ikke selv rigtigt har været udsat for fx cutting eller den slags, så er det jo også nødvendigt at researche helt vildt på det, fordi det er svært at vide. For eksempel hvis jeg skulle skrive en bog om hjemløse så ville jeg jo også være nødt til at snakke med nogle hjemløse, for jeg ville ikke vide hvordan det er.

Julie: Hun researcher godt, for man kan i hvert fald ikke læse sig til at hun ikke har erfaring med de ting. Men hvis vi skal blive på hende og ikke så meget på det med at researche, så synes jeg hun har et fantastisk sprog der fanger og hun virker ikke som en voksen som skriver til unge med en løftet pegefinger, som i: Nu skal i lade være med at cutte eller nu skal i lade være med at have selvmordstanker, eller lade være med at tænke på den første gang. Hun forstår ligesom at ramme tonen.

Luna: Ja, hun er enormt god til at sætte sig ind i hvordan det er at være ung. Altså virkelig. Og det virker troværdigt i hendes bøger. Det virker ikke som en voksen som prøver at skrive til unge.

Julie: Ja, for det er nemlig rigtigt irriterende.

Luna: Ja.

Julie: Når man kan mærke at der er en eller anden bagtanke med det.

Luna: Ja, sådan noget: Nu skal du lære det her.

Julie: Når der er en skjult dagsorden. Det synes jeg ikke der er.

Luna: Ja, og det er også meget det der med at der ikke altid behøver at være en konkret løsning. Hvor det hele ender lykkeligt til sidst. Det er jeg meget glad for. Jeg kan ret godt lide bøger som ikke har denne der: Og så løste det hele sig, slut. Det irriterer mig tit.

Julie: Det er jo heller ikke sådan livet er.

Luna: Nej, det er jo det. Og det kan jeg meget godt lide. Nu kan jeg ikke lige huske om hendes bøger ender helt vildt godt.

Julie: Uden at nævne hvilke bøger, er der i hvert fald nogle af dem som ikke ender i kaos men heller ikke ender i ”De levede lykkeligt til deres dages ende”.

Luna: Nej, og det er jo noget af det jeg ret godt kan lide.

Julie: Og så kan jeg godt lide… det er jo også en stemme til debatten. Blandt andet hendes ungdomsbøger om selvskade og selvmordstanker og den slags. Det skal ikke være tabu, vi skal ud med det.

Luna: Ja, det er enormt vigtigt. Og rart at det bliver sagt højt.

Julie: Jeg kan ikke huske i hvilken forbindelse, om jeg har hørt flere podcast eller hvad, eller om hun selv har skrevet noget på Facebook eller jeg har hørt hende snakke om det, men jeg hørte hende snakke om for eksempel i ”21 måder at dø” hvor hun har 21 måder at begå selvmord på, om det var for farligt at udgive sådan en bog. Fordi man så ville give de unge en måde at tage deres liv på. Hvor hun sagde at det er jo ikke de unge der låner den bog. Folk skal jo have nogen at spejle sig i, i litteraturen også og vide at der er nogen som har det ligesom dem. De skulle nok have fundet de måder at begå selvmord på, uanset. Det er nok ikke den bog som gør det. Det er bare rigtigt vigtigt at have nogle af spejle sig i, i litteraturen.

Luna: Ja, og hvis man endelig vil finde en måde at begå selvmord på, så finder man det sgu nok på Google.

Julie: Lad være med at begå selvmord.

Luna: Dette er ikke en opfordring.

Julie: Hvis jeg skal anbefale en af hendes bøger, skal det være ”Hjertet er 1 organ”. Ikke fordi den er bedre end de andre, de andre er også virkelig gode. Men det er den jeg synes har gjort størst indtryk. Hvis der står et talord er det skrevet med et tal i stedet, frem for bogstaverne, for at fremhæve den måde som hovedpersonen tænker på, og jeg synes bare det rammer helt vildt godt. Den rammer noget.

Luna: Det er sjovt, for den er slet ikke som jeg havde regnet med. Jeg havde virkelig troet den ville handle mere om cuttingen og kontrollen og de ting, som den også handler om, men hvor det også går hen og bliver en anden historie. Jeg havde troet det ville blive mere lidende end den egentlig er, og det synes jeg er rigtigt godt.

Julie: Hun er i gang med at skrive en ny bog.

Luna: Du følger simpelthen med?

Julie: Jeg ved hun har researchet meget til den, og jeg kan bare huske noget med at hun skrev at hun havde snakket med nogle flygtninge eller hjemløse, jeg er ikke sikker, men det lyder spændende. Så jeg glæder mig helt vildt. Og lad os lige tilføje her til sidst, at hun er virkelig sød.

Luna: Ja, hun er virkelig rar.

Julie: Hun har sendt dig et fødselsdagskort.

Luna: Ja, og jeg fik hende til at signere bogen til dig.

Julie: Ja, og en lang hilsen. Og hun er bare et sødt og rart menneske som gerne vil frem med nogle gode ting. Så jeg synes i skal læse bøgerne. Hej hej.

Luna: Hej hej! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar