mandag den 10. april 2017

Boganmeldelse - Hjerte i vente



Af: Camilla Wandahl
Forlag: Høst og Søn
Sidetal: 192
Original sprog: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatteren, men alle meninger er selvfølgelig mine egne!

---

- Når lægerne skal gøre mig rask, så er du der også, ik?
Jeg forsøger at synke klumpen i halsen, så jeg kan sige noget, men den bare vokser og vokser.
- Vil du ikke nok?
Frejas stemme er barnlig og bedende og tæt på at briste. Det lykkes mig at få nogle ord forbi klumpen.
- Jeg er der, lige til du sover, hvisker jeg.
- Skal jeg sove?
- Ja, ligesom nu.
- Og så vågner jeg igen?
(Citat s. 117)

---

"Hjerte i vente" handler om Gry på 14 år, som kæmper med mere end de fleste. Ikke nok med at hendes lillesøster er hjertesyg, så kommer Den Gule også frem og viser sit grimme ansigt, når Gry mindst venter det. Gry føler sig helt alene i verden med den angst, det er, at vente på at de ringer fra hospitalet med et nyt hjerte til hendes lillesøster, og det er først da hun møder den ældre fyr, Andreas, at hun begynder at åbne op. Den Gule siger nemlig til hende, at ingen nogensinde ville kunne forstå hende, og derfor fortæller hun ikke veninderne eller Mads, at hendes lillesøster er syg. "Hjerte i vente" er fortællingen om hvordan det er, når ens liv står på standby, og alt andet virker ligegyldigt, indtil man møder den helt store kærlighed.

---

Åh, jeg elskede "Hjerte i vente"! Det var simpelthen en helt igennem fantastisk bog, og jeg lagde den kun fra mig en enkelt gang, for lynhurtigt at læse videre. Den er virkelig gennemtænkt, og rigtigt godt skrevet, og så er den spændende fra start til slut. Jeg elskede historien om Vente, og hele idéen om hvordan det er, at have et familiemedlem som fejler noget alvorligt. Det er en rigtigt tudebog, og jeg måtte også tage mig meget sammen, for ikke at græde. Der er nogle rigtigt fine steder i bogen, som jeg virkelig elskede at læse, men hele bogen er bare så gennemført. Den er let at læse, og man kommer hurtigt igennem den, fordi den bare er så god og spændende. Det er første gang jeg læser noget af Camilla Wandahl, og jeg må indrømme at jeg ikke havde nogen anelse om, hvad jeg gik ind til, men jeg blev virkelig overrasket. Hun skriver bare så godt!

"Hjerte i vente" er virkelig en vidunderlig bog, og jeg er bare så glad for den. Jeg knuselsker historien og glæder mig til at læse endnu mere af Camilla Wandahl i fremtiden! Jeg er kæmpe fan!





Ingen kommentarer:

Send en kommentar