lørdag den 22. april 2017

Lidt om Luna #7 - Hvordan går det egentlig?


Nå folkens. Så er det vidst på tide endnu engang at fortælle lidt om hvordan det går med hende der Luna (mig). Der er nemlig sket nogle ret store ting på det seneste, og det er blandt andet derfor jeg ikke har haft tid til at blogge ligeså meget som jeg plejer.

Det er nemlig sådan at jeg er startet i skole. Jeg er begyndt på EUS på Niels Brock, som er et 10 ugers skoleforløb og derefter et praktikforløb på to år. Det er kontoruddannelsen jeg tager forresten, og jeg nyder hvert sekund, selvom det er frygteligt hårdt. Vi har fire fag, men dem har vi så også virkelig intenst. Afsætning, erhvervsøkonomi, IT og USF, hvor vi arbejder med vores egen øvevirksomhed i små grupper. Jeg har en studentereksamen, og derfor behøver jeg ikke at tage en fuld hg, som man ellers ville gøre. 
Skoledagene er fra 08:30 til 15:50 nærmest hver dag, og vi skal fremlægge vores øvevirksomhed inklusiv powerpointpræsentation, hver eneste fredag. Det er heldigvis ikke så svært, men man skal alligevel bruge hjernen en del, og der er meget jeg skal lære. 
Samtidig skal jeg også vænne mig til at være sammen med andre mennesker hver dag, og at være mere social end jeg har været i årevis. Der er selvfølgelig også lektier oveni, men det er ikke så slemt. I hvert fald ikke endnu, og det er på ingen måde ligeså hårdt som på universitetet. Heldigvis. 
Jeg synes det er sindssygt udfordrende at gå i skole, men jeg har det bare så fedt indeni, hver eneste dag jeg kommer hjem igen. Jeg er så stolt af at jeg kommer afsted, får lavet mine opgaver og deltager i undervisningen. For bare et par måneder siden, kunne jeg slet ikke forestille mig, at det nogensinde ville ske. 

Jeg har ikke haft et eneste angstanfald siden jeg er startet i skole, og jeg er helt stoppet med at tage beroligende medicin om aftenen. Jeg sover igennem som aldrig før (faktisk falder jeg i søvn allerede ved otte tiden hver eneste aften!) og jeg glæder mig til hver eneste skoledag. Det er dejligt at have noget at stå op til, og det gør også at jeg er mere aktiv når jeg endelig er hjemme. Pludselig kan jeg overskue alle de små opgaver i hjemmet, som jeg har udskudt i månedsvis. Men jeg er selvfølgelig tit meget træt efter skole, og det er derfor jeg ikke får læst særligt meget i denne her tid. Jeg kan simpelthen ikke sætte mig ned med en bog, uden at falde i søvn, og det får jeg jo ikke særligt meget ud af. Så derfor venter jeg med at læse, til weekenderne hvor jeg har tid, eller til jeg er blevet lidt mere vant til at gå i skole. Der kommer nok til at gå et par uger mere, før jeg rigtigt er inde i rutinen. 

Hvordan er det så at gå på skolen? Det er mega fedt. Klassen er fantastisk og folk er så søde. Jeg er kommet i en rigtigt god gruppe, kun med piger, hvor vi laver vores øvevirksomhed, som hedder "Slikpåhjul". Det er et hyggeligt projekt og det er bare så fedt at arbejde sammen med andre. Selvom skolen godt kan være lidt uoverskuelig, og der er ret mange "typer", så er det et fedt sted, og jeg føler mig godt tilpas der. Det tager ikke mere end en halv time at komme i skole herfra, så det er også et stort plus. Jeg går kun i klasse med folk som er over 25 år gamle, og det er virkelig også en lettelse. Vores kontaktlærer er fantastisk, og jeg er tryg ved at det er ham vi skal fremlægge for hver fredag, selvom jeg indtil videre ryster på hænderne og i stemmebåndet, hver eneste gang jeg åbner munden i klassen. Det bliver forhåbentligt bedre. 

Jeg er virkelig glad for at gå i skole, og selvom jeg ikke har tid til de samme ting som før, så er det virkelig fantastisk at have noget at stå op til, og noget at glæde sig til. Nu må vi bare håbe at jeg får en praktikplads på et tidspunkt! Det ville være helt perfekt!

Jeg kan mærke at jeg er så meget gladere, og har lyst til livet igen. Det gør bare så meget, at man har noget at lave som giver mening for én. Og så er jeg blevet en haj til både punktopstilling i Word og Powerpoint!

Hvordan går det med jer? 





3 kommentarer:

  1. Hvor er det dejligt at høre at det går så godt med dig.

    SvarSlet
  2. Skønt, at det går så godt hos dig, og at du er glad for skolen.

    SvarSlet
  3. Hvor er det dejligt at læse Luna :-)
    Og hvor er du bare sej! Er sikker på du nok skal finde en praktikplads.

    SvarSlet