tirsdag den 23. maj 2017

Boganmeldelse - Er du okay, Matthias?


Af: Anika Eibe
Forlag: Tellerup
Sidetal: 196
Original sprog: Dansk

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup, men alle meninger er selvfølgelig mine egne!

---

Jeg er bøsse.
Homoseksuel. Bæskubber. Bagdørsindianer. Bøssekarl. 
Jeg kunne blive ved, for der findes tusind øgenavne. 
Problemet var bare at jeg 1) ikke ønskede at afsløre min hemmelighed og 2) jeg havde faktisk slet ikke lyst til at være bøsse.
(Citat s. 10)

----

"Er du okay, Matthias?" handler om den 16-årige dreng Matthias, som er homoseksuel, men som slet, slet ikke har lyst til at være det. Han vil faktisk bare gerne være normal ligesom sine venner. Men han er jo desværre teenager og er fyldt med lyster, som han ikke kan kontrollere. Via et chatrum møder han den lidt ældre fyr Thomas, som han begynder at skrive med. Med ham får han udlevet nogle af de fantasier, som han altid har undertrykt. Det er dog stadigvæk ikke nemt at være Matthias, for hans far lider af PTSD og vil gå amok hvis han finder ud af, at Matthias er homoseksuel. Han hader nemlig bøsser. Langsomt forelsket Matthias sig i Thomas, men Thomas har en hemmelighed. En hemmelighed som kan ødelægge alting. Hvad skal der ske med deres forhold? Kommer de nogensinde til at møde hinanden? Og hvad vil der ske, hvis Matthias far finder ud af at han er homoseksuel?

---

Min første tanke var: Wow, der er mange beskrivelser af pikkemænd i denne her bog. Den går virkelig i detaljer! Det skræmte mig faktisk lidt væk, og jeg var nødt til at lægge bogen fra mig i et par dage, før jeg kunne tage mig sammen til at læse videre. Men jeg fortryder bestemt ikke at jeg læste videre, for den var virkelig god. Anika Eibe er virkelig god til at skrive, og jeg er sikker på at hun har ramt helt rigtigt, hvordan det er at være en seksuelt frustreret teenagedreng, som så oven i købet er homoseksuel. Det kan jeg jo ikke vide, da jeg selv er en lesbisk kvinde, men jeg har da også været teenager og frustreret engang. Bogen er super let at læse og den er virkelig, virkelig spændende. Hvad skal der dog ske med stakkels Matthias? Man kan godt fornemme at der er et eller andet med ham Thomas, og det synes jeg var mega spændende at læse om. Samtidig med problemerne derhjemme, samt problemerne med pigerne og vennerne. Samlet set er jeg virkelig imponeret, selvom jeg var skræmt i starten. 

Jeg er virkelig fan af denne her bog, og jeg synes den er ret fantastisk. Men de mange seksuelle beskrivelser trækker lidt ned. Det er lidt for voldsomt for sådan en lebbe som mig. Det var en skøn bog, og jeg kan virkelig anbefale den, på trods af alle de pikkemænd.

Et lille bonustip fra mig til jer: Hvis I kan lide "Er du okay. Matthias?" skulle I tage at læse "Nikolaj" - Bøsser, bumser og beskidte sokker af Mark Liebst. Den kommer nemlig ind på nogle af de samme emner!






Ingen kommentarer:

Send en kommentar