torsdag den 25. maj 2017

Boganmeldelse - Fortæl mig tre ting



Af: Julie Buxbaum
Forlag: Turbine
Sidetal: 358
Original sprog: Engelsk "Tell Me Three Things"

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Turbine, men alle meninger er selvfølgelig mine egne!

---

Mig: Tre ting: (1) Ikke for at skræmme dig væk, men jeg har superlange tæer. De er faktisk lidt uhyggelige. (2) Jeg skriver meget dårlige digte, når jeg har medlidenhed med mig selv. (3) Jeg hader tegneserier, selv dem for voksne.

SN: (1) min yndlingsdag er onsdag. Jeg beundrer dens midtimellemhed. (2) jeg vil vædde en hundredlap på, at dine tæer er rigtigt søde. (3) jeg havde en fase i niende, hvor jeg gik med sort neglelak. Jeps: jeg troede, jeg var SÅ COOL.

(Citat s. 173)

---

Jessie har mistet sin mor til kræft, og kun to år efter hendes død, flytter hendes far hende til L.A. hvor de skal bo sammen med hans nye kæreste og hendes søn. Hun føler sig meget udenfor. Ikke kun derhjemme, hvor hun føler sig som en gæst i det store hus, men også på skolen, hvor hun overhovedet ikke passer ind blandt alle de rige elever. Men pludselig begynder Jessie at få beskeder fra en som kalder sig Somebody/Nobody. Han vil hjælpe hende med at navigere rundt på skolen, så hun lettere kan passe ind. Der går da heller ikke langt tid, før hun får venner, og der er da også et par drenge som begynder at vise interesse for Jessie. Jessie er dog faldet pladask for SN men samtidig også lidt for Ethan, som er sær på den gode måde. Hvem er SN egentlig? Og kan man være forelsket i to på én gang?

---

Denne her bog overraskede mig virkelig. Jeg havde ikke forventet særligt meget, men var alligevel nysgerrig efter at læse den, efter at have læst bagsideteksten. Og hvor er jeg dog glad for at jeg fik den læst. Det er en fantastisk og sød kærlighedshistorie, som jeg virkelig kom til at elske. Jeg elskede beskederne mellem SN og Jessie. Det var både sjovt og sødt på samme tid, og jeg elsker sådan noget. Samtidig så elskede jeg hele mysteriet i hvem SN mon kunne være. Jeg havde det lidt på fornemmelsen, men var stadigvæk ikke sikkert. Det gjorde at jeg sad og ventede i spænding på de sidste sider.

"Fortæl mig tre ting" er helt igennem fantastisk. Du kommer ikke til at kede dig på noget tidspunkt! Jeg vil anbefale den til alle som elsker en god ungdomsbog, fuld af kærlighed og alt derimellem. Den er simpelthen bare så god! Jeg kan godt lide de forskellige emner som bliver berørt i historien. Det med at sørge, at føle sig udenfor, at være alene, nye bekendskaber, et mysterium og den store kærlighed. Sød, sjov og vidunderlig bog.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar