torsdag den 18. maj 2017

Forlaget får ordet #2 - Forlaget Brændpunkt


Jeg har besluttet at lave noget helt nyt på bloggen! Jeg har nemlig skrevet til en masse forlag, og har spurgt dem om et par ting. Jeg synes nemlig at det er vigtigt at samarbejdet mellem forlagene og bogbloggerne, bliver ved med at være så fantastisk som det er. Derfor har jeg valgt at sætte fokus på lidt forskellige forlag. Små som store. Jeg håber I kan lide det.

I dag stiller jeg spørgsmål til Grete og Jørgen fra forlaget Brændpunkt.


1. Hvilket forlag arbejder du på? Fortæl gerne lidt om hvem du er!

Vi driver Forlaget Brændpunkt sammen, og har gjort det i to år nu. Vi er tvillinger og vi er 52 år gamle og har mange forskellige uddannelser og arbejdserfaringer tilsammen. I de sidste 10 år har vi skrevet romaner sammen, og for et par år siden fik vi så ideen at lave Forlaget Brændpunkt.

2. Hvordan er det at arbejde på et forlag?

Det er det sjoveste job, vi nogensinde har haft. Det er utroligt spændende at modtage manuskripter, og vi læser virkelig mange manuskripter. Det har faktisk overrasket os, hvor mange spændende mennesker og potentielle bøger der er derude. Det er meget få, vi kan tage ind, fordi vi kun er to i forlaget. Men når så vi har valgt et manuskript, går arbejdet med at gøre det til en bog i gang. Og det er også meget spændende. Samarbejdet med forfatteren er altid meget givende, og det er ikke kun forfatteren, der lærer noget, det gør vi også, hver gang. For hver person og hvert manuskript er forskelligt, og det synes vi er vigtigt at respektere. Herefter kommer samarbejdet med korrekturlæser, grafiker, trykkeri og distribution, presse og bogbloggere, som også er noget der føjer til en god hverdag som forlagsindehavere.
Det sjoveste er selvfølgelig, når bogen er færdig, og vi afventer responsen fra læsere, lektører, avisanmeldere og bogbloggere, men det er også nervepirrende.

3. Hvad er det egentlig for noget arbejde du laver på forlaget?

Jørgen er hovedansvarlig for alt digitalt arbejde på forlaget; Webside, Facebook, Twitter, e-bøger, presseudsendelser osv, osv. Grete er hovedansvarlig for det redaktionelle arbejde på forlaget. Men vi gør alle tingene sammen, så der altid er to par øjne på arbejdet.

4. Er du bogelsker eller er der en anden grund til, at du arbejder på et forlag?

Ja, vi er bogelskere. Men vi er også bare glade for ord, og ordets og billedets mange muligheder, og vi er ligeså store filmelskere. Der er så mange historier og fortællinger, som er vigtige at brede ud, og det synes vi er skønt at være med til.

5. Har du en yndlingsbog?

Vi har mange yndlingsbøger/forfattere, her et par eksempler:

Ned til hundene af Helle Helle

Neden under af Mikael Josephsen

Jeg nægter af Per Petterson

6. Hvordan er det at arbejde sammen med bogbloggere, og føler du at I får noget ud af det på forlaget?


Vi har valgt at samarbejde med bogbloggere, fordi vi synes, det er en god ide at udvide skaren af anmeldere til flere end de store aviser, hvor det er svært at få spalteplads. Og ja, generelt synes vi, vi får meget ud af samarbejdet, primært får vi forfattere, som er glade for anmeldelser af deres bøger, og det betyder selvfølgelig rigtig meget for os. Så mange tak for samarbejdet.

1 kommentar:

  1. Spændende!! Jeg glæder mig til at høre fra de andre forlag også. Dejligt at du "sætter" ansigt på dem. :-)

    SvarSlet