fredag den 5. maj 2017

Fredags finurligheder #1 - Græder jeg når jeg læser en sørgelig bog?



Fredags finurligheder er et nyt koncept her på bloggen. Her vil jeg tage random emner op (hver) fredag og finde på spændende indlæg til jer. De kommer selvfølgelig til at være boglige (det meste af tiden). Jeg håber I vil tage godt imod Fredags finurligheder!

- Så Luna, græder du når du læser en sørgelig bog?

Svaret er ret simpelt: Nej. Jeg har aldrig grædt over en bog, og jeg ved faktisk ikke hvorfor. Jeg græder lynhurtigt når jeg ser film, og er seriøst verdens største tudefjæs. Jeg græder nærmest til introen af alle Harry Potter-film, bare fordi jeg ved hvad der kommer til at ske i filmen senere hen. Jeg græder til alle musicals, måske lige med undtagelse af Grease. Jeg har grædt til en dokumentar om Justin Bieber og sågar en om Spice Girls. Der skal bare ikke særligt meget til.

For mig, tror jeg det handler om musikken i baggrunden. Musikken er ligesom med til at gøre tingene meget værre, og især i musicals, hvor der er musik hele tiden, bliver jeg utroligt rørt over nærmest ingenting. Men jeg har aldrig grædt over en bog, og det kan være noget med musikken. Jeg lytter sjældent til musik når jeg læser. Faktisk hører jeg ofte bare naturlyde, som regnvejr, når jeg læser. Det holder jeg meget af. Eller sætter hyggepejsen på. Jeg kan godt lide at høre naturlige lyde, som ikke rigtigt er i min lejlighed, fordi det ikke regner udenfor, eller fordi jeg ikke lige har en pejs. Der skal også en del til at ramme præcis det rigtige øjeblik i en bog, med den helt rigtige tude-sørge-sang. Nej, det fungerer bare ikke, og det kan være derfor det ikke rører mig ligeså meget når jeg læser. Jeg bliver utroligt let rørt af musik, og når den ikke er der, så er det som om jeg ikke bliver rørt på samme måde. Det er blandt andet derfor jeg altid slår lyden fra, hvis jeg ikke kan overskue noget sørgeligt i en film. Bum, så er musikken væk, og så er der ingen som trykker på mine knapper længere. Smart, men også irriterende, for jeg vil virkelig gerne blive rørt af de bøger jeg læser. Jeg holder nemlig meget af de følelser jeg får, når jeg læser en bog, og det kunne være så fedt, hvis jeg kunne blive rigtigt rørt. Det er bare ikke sket endnu, desværre.

Det lyder mærkeligt, at jeg gerne vil græde over en bog, men det virker som noget de fleste bogorme har prøvet, og så sidder jeg bare her med mine tørre tårekanaler og tænker: øv, hvorfor har jeg det ikke på den måde? - Måske virker det bare ikke for mig? Eller måske har jeg bare ikke læst en bog som var sørgelig nok. Hvad mener I?

Har du nogensinde grædt til en bog? Hvilken bog var det? Eller græder du ofte når du læser?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar