tirsdag den 20. juni 2017

Tirsdags tanker #1 - Ensomhed



Det sker engang i mellem, at jeg bare har brug for at skrive ting ned. Ting jeg tænker. Det kan for eksempel være om livet, om døden eller om et eller andet derimellem. Det er ikke altid at det giver mening, men det er rart at komme ud med nogle ting.

I dag kommer det endnu engang til at handle om ensomhed, som jeg har snakket om nogle gange før. Det er et vigtigt emne for mig, for det er en stor del af mit liv. Jeg håber I vil læse med, og måske skrive jeres tanker om emnet i kommentarfeltet.

Jeg er ensom. 
Ikke på sådan en gennemgribende, helt uudholdelig måde.
Men jeg er ensom.
Jeg er lykkeligt gift, og kunne ikke ønske mig nogen anden at leve livet sammen med.
Alligevel er der noget indeni mig, som jeg har svært ved at sætte en finger på, og det vil jeg gerne dele.
Ensomhed er en stor del af mange menneskers liv. Selv de mennesker som er allermest sociale, eller dem som virker allermest ovenpå og lykkelige.
Jeg er ensom.
Det er jeg ikke flov over at indrømme, for det skal ikke være et tabu.
Men Luna, hvorfor gør du så ikke bare noget ved det? Få dig nogle venner.
Det er bare ikke så nemt. 
Jeg er hjemmegående, og har været det i rigtigt mange år. Man bliver vant til at være alene, også selvom det er forfærdeligt.
Jeg er ikke vant til at være sammen med mennesker, og jeg er så utroligt bange for at blive akavet eller nervøs, som jeg ofte bliver når jeg møder nye mennesker.
Samtidig er det svært for mig at opretholde et reelt venskab, for de skal plejes og det er ofte at jeg ikke har overskuddet til det, når jeg har mine dårlige dage/uger/måneder.
Jeg er ensom.
Min mor har valgt mig fra. Jeg er ikke sikker på hvorfor, men hun tog mine søskende med sig, og halvdelen af min familie. 
Jeg har derfor kun min far og hans forældre tilbage, og det er ikke fordi jeg ikke elsker dem, men der mangler noget. Jeg mangler at føle mig hel.
Og selvom min kone gør det godt, og får mig til at føle mig elsket hver eneste dag, er det ikke nok.
Jeg savner at have venner, jeg savner at være "hele" min familie.
Nu skal det ikke lyde som om jeg ikke har venner overhovedet. Selvfølgelig har jeg det.
De bor bare rigtigt langt væk, eller har travlt med deres egne liv. I min alder begynder folk at blive gift og få børn, og så ses man bare automatisk mindre.
Min kone arbejder på fuldtid, og selvom jeg er glad på hendes vegne, over at hun har et skønt job som hun er rigtigt glad for, så hader jeg det.
Jeg hader at være alene hjemme 10 timer hver dag, nogle gange hele dage, fordi hun også har andre interesser. Så sidder man der, og føler sig til grin.
Jeg er ensom.
Men jeg ser det som en styrke, at jeg er åben omkring det.
Jeg ved godt at venskaber og familier ikke er en selvfølge, og jeg vil kæmpe til det sidste, for at få det til at fungere. Men lige nu er jeg ikke bange for at sige:
Jeg er ensom.
Men jeg er ikke alene.









1 kommentar:

  1. Kære Luna

    Tak fordi du deler dette. Det rammer virkelig noget hos mig. Jeg kan genkende mange af de ting du skriver. Jeg har min familie og en skøn kæreste men jeg synes os der mangler noget. Jeg har været nede med stress og har ingen venner tilbage, jeg har det ikke forfærdeligt men der mangler noget. igen tusind tak for at du deler og tak for en god blog.

    SvarSlet