lørdag den 22. juli 2017

Boganmeldelse - Sjælevært


Af: Christina Bonde
Forlag: Tellerup
Sidetal: 369
Original sprog: Dansk

REKLAME:
Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup, men alle meninger er selvfølgelig mine egne!

---

"...Hvis jeg redder hende, har hun en chance for at overleve. Uden mig er hun fortabt."
Det var nok det mest romantiske og mest tragiske jeg nogensinde havde hørt. Jeg ønskede at Bastian skulle redde Athene fra udslettelse, men alligevel var der en indre stemme som modsatte sig. Jeg havde ikke lyst til at give slip.
(Citat s. 185)

---

"Sjælevært" handler om den 16-årige pige, Celina som altid har haft mærkelige, meget livlige drømme. De handler ofte om en mand som bliver hængt i et træ, og det er ikke ligefrem behageligt. Samtidig er hun træt af sit liv. Veninden og kæresten røvrender hende fuldstændigt, og hun beslutter sig for at få et job som "ung i huset" hos en dyrlægefamilie. De har en datter ved navn Sally, som lider af mareridt, på samme måde som Celina gjorde det, da hun var lille. Sally snakker om spøgelser, og lidt efter lidt, går det op for Celina, at der er noget om snakken. Der findes spøgelser, og hun er forelsket i et af dem.

---

Da jeg havde læst denne her bog, var jeg nødt til at skrive en besked til forfatteren, for: WOW! Den var simpelthen fantastisk. Den sad i kroppen flere timer efter jeg var blevet færdig med at læse den, og stemningen fra bogen kunne jeg simpelthen ikke ryste af mig. Samtidig havde jeg bare lyst til at den skulle fortsætte, og det er ikke så tit jeg har det sådan med en bog. Den er sindssygt velskrevet. Bonde kan virkelig noget med ord og beskrivelser, så man bliver taget med ind i en helt anden verden. Bogen er spændende fra start til slut, og jeg havde svært ved overhovedet at lægge bogen fra mig. Hver gang jeg havde et øjeblik for mig selv, læste jeg videre. Jeg kunne slet ikke lade være. Selve beskrivelserne af efterlivet og sjælene, er bare så fin og jeg kan virkelig godt lide tanken. Der sker hele tiden noget i bogen, og det blev ikke kedeligt på noget tidspunkt.

Jeg er så glad for at jeg fik læst denne bog, selvom jeg faktisk havde lidt svært ved at tage mig sammen til at læse den. Men den passede bare perfekt til en regnvejrsdag, og så tog det fart. Den er nu på listen over mine yndlingsbøger, og der bliver den for evigt. Både på reolen og i mit hjerte. Godt arbejde, Christina. Du kan virkelig være stolt! Fantastisk bog, som jeg aldrig vil glemme.










Ingen kommentarer:

Send en kommentar